Frank n Furter, Fri os fra kærligheden og hæmorider i Indonesien

I går var det Suzanne Brøggers fødselsdag, hun fyldte 75. Et kæmpestort tillykke til en af mine absolutte yndlingsforfattere.  

Ung og uvidende på vej mod diarrens verden.

”Det lød som Frank N. Furter, da han tog gummihandsker på i Rocky Horror Picture Show, svup sagde det.”

Ja tak, det gjorde det måske, men det var ikke sjovt, faktisk slet ikke. Jeg var i Indonesien med mine to veninder Mette og Trine, og det var Mette, der lige havde sammenlignet mit lægebesøg med vores på det tidspunkt fælles yndlingsfilm.

Året var 1993, og vi var på vores Asientrip efter HF. Rygsækken var pakket med lakrids og toiletpapir, for man ved jo aldrig, hvad der venter i de fattige lande. Når man så lander i en af verdens største byer, Jakarta, føles det lidt lamt at slæbe på tre ruller lokumspapir.

Jeg husker, at jeg havde én bog med, det var Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden, og så havde jeg Blurs første kassettebånd i walkmanen. Det var fedt. Alt var godt, alt var stort, vi havde jetlag og boede fattigt, ingen overnatning skulle koste mere end 15 kroner.

Banana Split. Det var min yndlingsdessert indtil den aften i Yogyakarta, hvor vi spiste fint på en restaurant med dessert og det hele. Det smagte godt, vi var glade og undrede os ikke så meget over, at restauranten næsten var tom.

Her holder jeg mit første eksemplar af Fri os fra kærligheden. En bog der gør indtryk.

Om natten startede det. Jeg var den første, der kravlede ud under myggenettet og ud på pedallokummet, så kom Trine og til sidst Mette. Sådan fortsatte det i fast rotation hele natten og de næste fem dage. Indtil der ikke var mere at give af. Indtil vi ikke kunne gå. Indtil det havde været en forløsning at give efter og give op. Vores værter kom storgrinende med bananer, som var det sidste i verden, vi havde lyst til at indtage.

Hotelværelset var ét stort rum og ét stort rod, og der var kun vinduer højt oppe, så man ikke kunne se ud eller ind. Vi havde en dobbeltseng og en enkeltseng med myggenet over. Det var det. Det var her, vi lærte, at man ikke skal spise hjemmelavet is på restauranter i Asien. Det var her, vi slugte litervis af sukker/saltvand og troede, det var ude med os. Det var her, vi så hinanden uden filter.

Da vi var blevet raske, rejste vi videre, væk fra de vidende og skælmske blikke, videre til Bali. Det buddhistiske paradis. Det var også her, den indonesiske Frank N Furter gemte sig.

På Bali læste jeg i Suzannes bog og blev forelsket i hende og hendes univers. Det vid, det sprog, hendes evne til at skrive om det personlige og gøre det alment og løfte det op på et akademisk niveau. Det gav mig adgang til en verden, jeg ikke kendte til, men som alligevel vækkede genklang i mig. Jeg var solgt og har været det siden.

Selv om Mette blev skamskoldet på Bali virkede livet let, vi købte batik og spiste frugt, de lækreste mangoer. Vi så film på cafeerne i Ubud hver aften og vandrede hjem i mørket med flagermusene flaksende over os. Det hele var godt. Eller det var det indtil et toiletbesøg, der viste blod på toiletpapiret. Og ikke det blod, der kommer en gang imellem, men blod der ikke burde være der.
Trine ringede straks til sin mor og spurgte, hvad det kunne betyde. Vores rejse fandt sted dengang, det kun var rockere og håndværkere der havde mobiltelefoner, så vi skulle først finde et Call Center for at ringe. (Det foregik sådan, at man står et offentligt sted og taler i en slags telefonboks. Og det var i det hele taget lidt omstændigt.)

Trines mor mente, det kunne være noget farligt, jeg var blevet ramt af, og vi måtte derfor hurtigt få mig til lægen. Nu er Ubud ikke ligefrem en storby med mange lægehuse eller hospitaler. Den lille, lokale lægeklinik bød på høns overalt, inde som ude, lutter mænd i venteværelset og et tyndt forhæng i stedet for en dør ind til konsultationsrummet. Med visheden om min snarlige død lagde jeg mig på maven på briksen, og så var det gummihandskerne kom frem, og den indonesiske dr. Frank N. Furter inspicerede mit meget private sted på dette meget lidt private sted.

Lægen konstaterede det, min yogalærer Claus plejer at kalde FF, friends for life, hæmorider, som jeg må have fået efter diareen i Yogyarkarta. Lettet og alligevel rystet gik turen til apoteket, hvor jeg fik udleveret mit produkt. Jeg har aldrig, hverken før eller siden, oplevet personalet på et apotek fnise så meget og så højt, som da jeg spurgte, hvordan det skulle anvendes.  

Hvis man ikke kender til Suzanne Brøggers forfatterskab, men gerne vil i gang med at læse hende, så er Fri os fra kærligheden et virkelig godt sted at starte. Også selvom man hverken har diarré eller hæmorider.

Et udvalg af Brøggers bøger i min reol.

Læs for livet

Kan man læse som gjaldt det livet?

Og kan man læse for at ændre sit liv til det bedre? Det tror jeg, og det tror de også på hos Læs for livet. Jeg arbejder der som frivillig, her sorterer jeg bøger og bygger biblioteker til børn og unge på børnehjem, sikrede institutioner, væresteder og plejefamilier. Bøgerne kommer ud til børn, der måske ellers ikke kommer så meget på biblioteket og derfor heller ikke altid får læst så meget. Det betyder, at de kommer fagligt bagud, derfor betyder det også helt vildt meget, at de får adgang til bøger, og det gør de på grund af Læs for livets biblioteker.  

Et lille kig ind i Læs for livets bibliotek.

Da jeg var barn, læste jeg helt utrolig meget, meget mere end jeg gør i dag. Tit læste jeg 2-3 bøger samtidig. Jeg var ikke så kræsen med, hvad jeg læste, jeg læste bare det jeg kunne finde på biblioteket og derhjemme. Jeg læste Stephen King, Thøger Birkeland, Klaus Lynggaard, Astrid Lindgren og alt muligt, som jeg har glemt i dag.

Læste jeg for livet dengang?

Måske, jeg læste i hvert fald for at få et udsyn og et indblik i andres liv og for at blive underholdt derude på landet, hvor jeg boede. Jeg kedede mig tit, og bøgerne var med til at fjerne den kedsomhed. Jeg har lært meget om mig selv ved at læse, jeg har lært andre måder at tænke på ved at læse, og jeg er blevet underholdt af at læse, og så er jeg blevet indigneret og vred af at læse. Læsningen har altid gjort mig klogere på forskellige aspekter i livet og mig selv.

Bjerge af bøger, der skal sorteres og sætte på plads.

I weekenden er der Bogforum, og jeg skal selvfølgelig derud. I år skal jeg stå på Læs for livets stand, det glæder jeg mig til. Min ældste datter, Julia, har lavet skilte til boden, og de er blevet virkelig fine. Julia er en vaskeægte læsehest og selvfølgelig skal hun med på Bogforum, hvor Patrick Ness kommer i år. Patrick Ness har skrevet bogen Monster og for nyligt trilogien Chaos Walking, som han kommer og fortæller om. Og de bøger kan vi varmt anbefale herfra.

Små skilte, der alle kommer til at hænge på Læs for livets stand på Bogforum. Julia har tegnet.

Dage med Dorthe

Denne lille fine bog faldt jeg over, fordi jeg ledte efter bøger af Signe Parkins, der her har illustreret.

Ugens bog er denne fine digtsamling af Dorthe Nors, måske kan I huske hende fra bogen Spejl, Skulder, Blink, som jeg skrev om i indlægget her. Bogen er fint illustreret af Signe Parkins, hvis tegninger jeg er ret vild med.

Bogen er skrevet som små hverdagsbetragtninger og sætningerne er nummererede ude i siden, så det kommer til at virke lidt som en liste. Noget, der remses op, men uden at det virker opremsende. Det er virkelig fint, som her:

  1. Vågnede langsomt til duften af våd himmel.
  2. Kunne ikke komme i tanke om en bedre måde at starte dagen på end at løbe rundt i regnvejret på en kirkegård.
  3. nedskrev direkte fra en gravsten til min fugtige håndflade navnet på Anna Mess (og uden virkeligheden havde vi mistet grebet om fiktionen for længe siden).

(fra side 29 i bogen)

Duften af våd himmel, sådan en dag er det også i dag. En dag til at læse digte og dufte den våde luft ind.

Vi bor i et bibliotek

Reklame for nye bøger i biblioteket

Velkommen i vores hjem, vores helt eget bibliotek. Lili, min mellemste, arrangerer hækle- og strikkekurser og holder styr på bøgerne. I stuen er det rigtige bibliotek, her er jeg chef, magasinet med børnebøger er på 1. sal og her er Lili chef, det rigtige magasin er ude i skuret bag øvelokalet, og det er noget værre rod. Young Adult er på Julias værelse, men billedbøgerne på Solvejs værelse er ikke en del af biblioteket, hun synes vist, det er noget pjat med det bibliotek.

Svea holder vagt over bøgerne, måske er hun udmattet af alt det støv, bøgerne samler

Ofte bliver der arrangeret forfatterforedrag, og vi har både haft Patrick Ness og Suzanne Brøgger på besøg i vores stue. De lignede lidt Lili, men hun påstår, det var den ægte vare, sjovt var det. Suzanne Brøgger fortalte blandt andet, at grunden til at Jadekatten hedder Jadekatten, er fordi hendes mor havde en fin kat i jade, ja, så ved I det.

Jeg kan faktisk godt lide ideen om, at mit hjem er et slags bibliotek. Mange af bøgerne har jeg ikke læst, endnu, og jeg låner ofte bøger ud, af og til bliver der også kasseret bøger og nogle ryger ud i vores bogkasse, der hænger i carporten. Forhåbentlig til glæde for andre læselystne. Men nogle gange er det noget rod, der er for mange bøger, der er bøger overalt, på gulvet, på alle borde, i sengene og på trappen i gangen. Vi vælter os i bøger, det er som om sulten efter bøger ikke stopper. Måske lige netop derfor blev jeg så glad, da jeg i går aftes hørte Public service på P1, hvor Lisbet Vestergaard gav gode råd til læsning og et af rådene var, at man skulle bade sine børn i bøger, for det er nok det jeg gør, bader mine børn i bøger.

Et populært kursus, hvis man spørger arrangøren

Lyset og fotografiet

Et billede af billeder der hænger på min væg. Fotografierne har jeg taget, ænderne er malet af Johannes Larsen.

Nan Goldin, Wolfgang Tillmans, Cindy Sherman, Juergen Teller og Annie Leibovitz, de var alle sammen fotografer, som jeg var vild med i 90’erne, mens jeg læste på RUC. Da jeg afleverede mit speciale lige før jul i år 2000, søgte jeg samtidig ind på K.U.B.A. for at studere fotografi.

Min smag i fotografi udvidede sig i mødet med den ene af mine lærere på skolen, Michael Staggemeier. Michael fotograferede i sort/hvid og lavede underlige projekter, som fx at fotografere en stor sten langt ude i vandet, mens han målte havdybden. Jeg er ikke sikker på, jeg helt forstod det, men det gjorde heller ikke så meget, for der var skønhed i billedet, og det var alt. Det var bedre end noget andet, det var underligt og dragende og helt vildt smukt.

Et lille udvalg af Robert Adams bøger.

Michael introducerede mig for lyset og skønheden i fotografiet og for Robert Adams, som jeg lige siden har elsket. Bogen Listening to the river er en af mine yndlingsfotobøger. Den, og så hans bog I hear the leaves and loves the light, som er en bog om fotografens lille hund og dens færden rundt i haven. Det er en helt vidunderlig sentimental og smuk bog.

Billedet er fra I hear the leaves and love the light
Opslag fra Listening to the river.

På K.U.B.A mødte jeg også to søde norske piger, Aina Villanger og Nina Hurum. Aina er i dag forfatter, og har skrevet tre bøger, hvor de to er langdigte. Aina skriver underfundigt, hendes humor er hele tiden til stede under overfladen, det er mystisk, sjovt og smukt, og så er det skønt at læse på norsk, særligt hendes bog Baugeids bok er vidunderlig.

Nina tog de mest fantasifulde billeder af os alle dengang. Blandt andet en serie af hendes kæreste, der med fagter fortalte om en stor fugl, han havde set. Serien med billederne blev udstillet i en gammeldags ramme og på mit lille sofabord, som jeg havde arvet fra min mormor, det var moderne og gammeldags på samme tid, jeg tænker tit på den billedserie og ville ønske jeg havde købt den af hende dengang.

Min kærlighed til fotobøger har jeg stadig og bøgerne af Robert Adams står stadig i reolen.

Andre yndlingsfotobøger:

Lars Tunbjørk: Home

Cindy Sherman: Film Stills

Per Bak Jensen: Stedernes væsen

Robert Frank: Hold Still – Keep Going

Susanne Wellm: Photogravure

Jacqueline Roberts: Vevais Werk

Sally Mann: Immediate family

Nan Goldin: Diving for pearls

Pontoppidan og HF

Jeg gik på HF. Vi læste Rifbjerg, islandske sagaer, Strunge og måske Tove Ditlevsen, men vi læste aldrig noget fra det moderne gennembrud, så det var først, da jeg startede med at læse til lærer, at jeg stødte på Henrik P. Vi skulle læse Muld af ham, Niels Lyhne af J.P. Jacobsen eller Constance Ring af Amalie Skram og jeg valgte instinktivt Pontoppidan og det blev en helt fysisk oplevelse at læse Muld.

Den fineste bog i reolen. Det forjættede land fra 1893.

Jeg kan huske, vi var i sommerhus, det var vinterferie og jeg skulle læse den her gamle bog. Jeg havde valgt den ældste udgave, jeg kunne finde på biblioteket. De første 30 sider var hårde, jeg kan huske, at jeg sagde til Jakob, at jeg nok aldrig kom igennem den bog, at sproget var gammelt, at navneord var stavet med stort og der var dobbelt a. Det føltes helt umuligt. Men pludselig efter de første 30 sider åbnede bogen sig for mig, sproget løftede og bar mig, lukkede op for en verden, jeg ikke før havde læst om og sproget var ikke længere gammeldags, det var smukt. Beskrivelserne, de lange sætninger, letheden og omstændigheden. Hans evne til at være præcis og skabe billeder med ord. Jeg var fanget og lykkelig.

Et lille udvalg af gamle og nye venner.

Mit hjerte banker hårdere og mere intenst, når jeg læser Pontoppidan. Det var og er mindblowing og rammer mig lige i hjertet. Derfor samler jeg også på bøger af Henrik Pontoppidan i dag. Så da en bekendt skrev på Facebook, at hendes gymnasielærer-far var ved at luge ud i sine bøger, og om jeg ville have nogle, tog jeg hjem til ham og hentede en taskefuld af gamle bøger, flere fra starten af 1900-tallet og en enkelt fra 1883. Den er dog af Herman Bang.

Muld er første del af Det forjættede land, og jeg mangler stadig at læse de sidste to dele, jeg har bogen stående i reolen, udgaven er fra 1898 og venter på det rigtige tidspunkt, for der skal være tid og en særlig plads til at læse Pontoppidan.

Magiske billedbøger

Et lille udvalg af nogle af vores yndlings billedbøger herhjemme

Er der noget som billedbøger? Ikke hvis man spørger mig, jeg er ret vild med billedbøger og jeg låner stadig mange med hjem til mine tre døtre, der nu er 9, 14 og 16 år. Og de læser dem og ser på billederne, for det er det, det handler om, billederne. Herhjemme er vi vilde med tegninger og lægger altid mærke til hvordan noget er tegnet, og hvem der har lavet det. Vi har forskellige yndlingstegnere.  

Jeg er ret vild med tegnere med kant såsom Anna Jacobina Jacobsen, Rasmus Bregnhøj og Otto Dickmeiss så det sker tit, at min børn ikke er helt så vilde med bøgerne, som jeg er. De er simpelthen for sære, for uhyggelige og ubehagelige. Måske lige bortset fra Rasmus Bregnhøj, som man vist heller ikke kan komme uden om, da han har illustreret en del børnebøger. Tegneserien om Mira er et hit herhjemme, men det er faktisk findebogen Jeg leder og leder og leder, der har været det største hit, en bog, hvor der blandt andet er gummistøvlesøstre med. Den er finurlig og underlig på en meget charmerende måde, og så er der intertekstuelle referencer i bogen til andre bøger og det er altid sjovt at sidde og lede efter, synes jeg.

Den tegner, jeg for tiden er allergladest for, er Lea Letén og særligt bogen om Fars gave, hvor bogens hovedperson køber en kam til sin skaldede far i fødselsdagsgave, den er helt vidunderlig. Solvej er også vild med en bog, hvor en pige skal i svømmehallen med sin mor også af Lea Letén, den hedder Minna i svømmehallen. For tiden læser jeg Hjertehuset af Annette Herzog for min yngste, og det gør jeg mest på grund af tegningerne, som er tegnet af Lea Letén, historien er også meget fin, men tegningerne løfter lige bogen op og gør den ekstra finurlig.

Jeg ved ikke om kærligheden til tegninger startede med Ilon Wiklands tegninger til Astrid Lindgrens bøger, men jeg er stadig vild med dem. Det er som om, jeg ikke kan se mig mæt på de tegninger, jeg rigtig godt kan lide og det er nok derfor jeg stadig låner billedbøger, for at sidde og stirre.

Hund af Tina Sakura Bestle er en trist historie, smukt illustreret af Anna Jacobina Jacobsen
Det her er en virkelig fin historie af Mette Eike Neerlin

Kobling, biler og bøger – spejl skulder blink

Da jeg tog kørekort, havde vi en lille Renault 5 som den på billedet, uden serverstyring og med choker. Jeg kommer i tanke om det, fordi jeg for en uge siden sad sammen med Jakob Gudmann og snakkede og lavede hjemmeside. Han har uddannet sig til buschauffør og fortalte, at han var nervøs for sin første tur. Altså den første tur efter at have fået kortet. Derfor spurgte han mig, om jeg kunne huske, hvordan det var at køre bil første gang, efter man havde fået kortet, og det kan jeg, faktisk kan jeg huske det meget tydeligt.

Vi boede på Nørrebro dengang lige ved Folkets Park og man skulle altid parallelparkere på en alt for lille plads for at få en plads. Jeg havde fået kortet dagen før og min veninde Gry skulle på skiferie. Hun ville gerne låne mine ski, det havde jeg sagt ja til. Skiene skulle derfor fragtes til Christianshavn i bilen. Det var sent efterår, og jeg begyndte allerede at svede, da jeg skulle have bilen ud fra parkeringspladsen, det åndsvage rat var så tungt at dreje, og jeg var vildt bange for at køre ind i de andre biler på vej ud fra min lille plads. Måske var det derfor, jeg kørte over for rødt i det største kryds på H.C. Andersens Boulevard, jeg ved det ikke. Mine ben rystede og jeg var våd af sved. Da jeg ankom til Christianshavn, var den eneste parkeringsplads der var ledig, foran en brandhane, så det var nok ikke en rigtig parkeringsplads. Jeg styrtede op til Gry med skiene for at ræse ned igen og køre hjem.

Da jeg årevis senere læste Dorthe Nors’ bog Spejl, skulder, blink var det med genkendelse og latter. Det er en helt vildt sjov bog og så underspillet. Og alt det kom jeg til at tænke på, fordi følelsen af at køre bil første gang altid vil sidde som en stresset oplevelse i min krop. 

Stakken i vindueskarmen

En bogbunke der venter. Sådan er det altid, næsten. Jeg har bøger i stakke mange steder i mit hjem, og det er fordi, jeg ikke har plads nok til reoler eller hylder og bliver ved med at slæbe bøger med hjem. Jeg har næsten også altid en lille bunke tæt på sofaen, der venter på at blive læst lige om lidt. Den lille bunke er bøger, der er kommet hjem fra biblioteket og skal læses inden de skal afleveres igen, det er bøger, jeg er kommet til at købe og som jeg glæder mig til at læse, og så er det bøger, jeg lige faldt over et sted, i en bogkasse fx eller på mit arbejde på biblioteket, eller en bog en ven har lånt mig. Den lille bunke gør mig tryg, for den står og minder mig om det, jeg kan glæde mig til at læse, når jeg er færdig med den bog, jeg er i gang med lige nu. En gang imellem er den lille bunke væk og så er det ikke givet, hvad jeg skal læse lige om lidt og det kan godt være en anelse underligt. Derfor prøver jeg hele tiden at have en lille bunke. Men bunken er ikke statisk særlig længe, der kommer nye bøger til hele tiden, rækkefølgen ændres og nogle ryger ud igen. De to bunker viser tydeligt, hvordan der hele tiden kommer nyt til.  

I efterårsferien har jeg taget hul på at læse Dostojevskij og begyndte blidt med denne lille korte kærlighedshistorie. Den var vidunderlig og bliver helt sikkert ikke den sidste bog, jeg læser af ham. Min ældste datter er stor fan af Dostojevskij, men det kan du læse mere om, når hun fortæller om sine læsevaner på Bogsnak.dk snart.

Hengiven af Patti Smith nåede jeg også at læse, ellers har jeg mest set Homeland på Netflix og så Det lille hus på prærien på DVD sammen med familien. Mere om det i et andet indlæg om min mellemstes læsevaner.

Hanne Højgaard Viemose og det gode køb

I dag har jeg hentet 3 bøger hos Gyldendal. Alle tre bøger er skrevet af Hanne Højgaard Viemose og de er blandt de bedste bøger, jeg har læst i år.

Jeg startede vinterferien med at læse HHV FRSHWN, Dødsknaldet i Amazonas og havde med det samme vind i håret og høj puls. Jeg læste som gjaldt det livet, ræsede igennem bogen og var ikke til at komme i kontakt med. Herefter var det bare at få fat i de andre. Jeg er helt vild med Hannes uforfærdede og kontante måde at skrive på, hendes evne til at skrive vildt og uforudsigeligt og samtidig bevare overblikket og skabe en rød tråd i fortællingen/fortællingerne er virkelig beundringsværdigt. Derfor blev jeg også nødt til at købe bøgerne, selv om jeg havde læst dem.   

Det er ellers virkelig sjældent, at jeg køber bøger, jeg har læst, men da jeg så, at Hanne reklamerede for et sæt af alle tre bøger til en billig pris, slog jeg til, også selv om jeg ikke var i Frederikshavn, hvor bøgerne kunne købes. Heldigvis var Hanne sød og lagde bøgerne her i København hos Gyldendal. Nu er de hjemme og bor her mellem Alice Walker og Carl Frode Tiller.

I skønlitteratur på P1, kan man høre Hanne Højgaard Viemose fortælle mere om bøgerne.