Isbjørnen

Ugens bog er Isbjørnen af Henrik Pontoppidan.

Jeg er ret vild med ham Pontoppidan og starter hvert år med at læse en novelle eller roman af netop ham. Når vi rammer 2020 vil jeg starte året med at læse Det forjættede land. 2019 startede jeg med at læse Isbjørnen og her er den i en fin udgave fra 1964, købt i Nykøbing Sjælland for den nette sum af 5 kroner. 2018 startede jeg med at læse Lykke-Per, før det havde jeg ikke den regel at starte året med Pontoppidan, men efter jeg læste Lykke-Per blev jeg grebet af Pontoppidan-feberen og må læse ham mindst en gang om året.

I år håber jeg der ligger en meget tyk bog under træet, nemlig den nyeste biograf om Henrik P. Den ønsker jeg mig nemlig.

Ellers ønsker jeg mig:

Jon Fosse: Septologien bind 1 og 2.

Signe Parkins: Grøde

Tarjei Vesaas: Isslottet

Haruki Murakami: Det glemte bibliotek

De vildeste bøger

De vildeste bøger giver sus i håret og pulsen stiger.

Bogen går i blodet og vejrtrækningen bliver hurtigere. Man må læse og læse og læse.

Selv når der laves mad, må der læses og maden brænder på. Sådan er det med de vildeste bøger.

Jeg jagter altid oplevelser med de vilde bøger.

De vilde bøger fjerner mig fra virkeligheden og ind i en anden.

Min hørelse forsvinder og jeg kan læse i den vildeste støj.

De vildeste bøger er dem, der er hurtigt læst, og som man hele tiden må tale om.

De vildeste bøger sætter sig som fysiske mærker på kroppen.

De vildeste bøger kan også være krimier, som jeg ellers ikke læser så mange af.

Nogle af de vildeste bøger er:

Hanne Højgaard Viemose: HHV FRSWN – Dødsknaldet i Amazonas

Stephen King: Det onde

Hanya Yanagihara: Et lille liv

Stieg Larsson: de der med Lisbet Salander

Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike

Naja Marie Aidt: Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage

Linn Ullmann: Før du sover

Lars Saabye Christensen: Maskeblomstfamilien

Carl Frode Tiller: Begyndelser

Kim Leine: Profeterne i evighedsfjorden

Tom Kristensen: Hærværk

Christina Hagen: White girl

Jonas Eika: Efter solen

Maja Lucas: Mor

Maja Lucas: Gennem natten og vinden

Edouard Louis: Hvem slog min far ihjel

De smukkeste bøger

De smukkeste bøger giver et sug i maven, åbner for luft til hjernen, giver ro og hjertebanken.

De smukkeste bøger gør mig lykkelig.

Det er dem, der får mig til at læse.

Det er dem, der sætter jagten efter den næste poetiske oplevelse i gang.

De smukkeste bøger er blandt andet:

Tarjei Vesaas: Fuglene

Audur Ava Olafsdottir: Stiklingen

Jon Fosse: Trilogi, Andvake, Olavs drømme og Kvekdsværd

Einar Mar Gudmundsson: Universets engle

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig, giv det tilbage

Jon Kalman Steffansson: Himmerige og helvede, Englenes sorg og Menneskets hjerte

Fjodor Dostojevskij: Hvide nætter

Josefine Klougart: Stigninger og fald

Søren Ulrik Thomsen: Levende

Tomas Espedal: Året

Ida Jessen: Ramt af ingenting

Per Petterson: Ud og stjæle heste

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per

Universets smukkeste engle

En helt utrolig grim bogforside til en helt utrolig smuk bog.

Ugens bog er en af mine absolut yndlingsbøger. Universets engle er en ældre sag, den er fra år 1993, min udgave er fra 2003. Jeg fik mit eksemplar af min veninde Maj-brit i fødselsdagsgave i 2012. Det ved jeg, fordi jeg har det med at skrive i mine bøger, hvem jeg får dem af og hvornår. Der gik et par år inden, jeg fik bogen læst, men da jeg endelig gik i gang, læste jeg den i et hug. Jeg kan huske, at jeg var syg og lå på sofaen med feber og lod mig overvælde af det smukke sprog og den vilde historie, der udspiller sig i to spor. Bogen er barsk og smuk på samme tid og jeg tror det er tid til at læse den igen.

Der er guld i magasinet

Inde i denne lille fine bog gemmer der sig de smukkeste exlibris af Johannes Larsen. Bare man dog havde sit helt eget mærke.

Ugens bog dukkede op helt af sig selv. Den lå bare og ventede på, at nogen skulle sende den hjem til hovedbiblioteket, men den endte med at komme med hjem til mig. Det er en bog, der normalt har sit liv i magasinet, der ligger i kælderen på Gentofte Hovedbibliotek, og jeg siger det bare, der er guld i det magasin. Denne bog indeholder alle de exlibris, som kunstneren Johannes Larsen har lavet til forskellige mennesker. Og jeg kan fra nu af og i al evighed drømme om, hvordan det må være at have sit helt eget exlibris, lavet af Johannes Larsen. Heldige asner. Heldigvis kan jeg nu sidde herhjemme og se i bogen og nyde de fine tryk, inden bogen skal tilbage til sit trygge liv i kælderen i Gentofte.

Ugens bog er derfor i denne uge, Johannes Larsens Exlibris. Bogen er udgivet af Dansk exlibris selskab i 1952, og der er meget lidt tekst i bogen. Det er på en måde en billedbog og det er nogle gange det bedste.

Kvinder der tegner kvinder – Signe Parkins og Line Jensen

Opslag i den lille fine bog, På den anden side, her har Signe Parkins illustreret, derudover har Kamila Slocinska og Line Lisberg Refstaup også lavet små historier.

Jeg har længe været fascineret af Signe Parkins streg. Hendes billeder balancerer mellem det grimme og det skønne, og minder mig på en måde om Kviums malerier, samtidig har hun sin helt egen stil. Jeg er ret vild med det. Kvindekroppen er ofte i centrum, og så ser det ud som om, at tegningerne er leget frem. Det ved jeg ikke, om de er, men det lød næsten sådan i Skønlitteratur på P 1, hvor Signe Parkins og Line Jensen fortalte om deres arbejdsproces.

Tusindfryd. Bogen udkom i 2017. Jeg købte den på Bogforum og i år ønsker jeg mig den nye bog Grøde.

Jeg har altid haft en fascination af det lidt dystre og det lidt skæve, som der både er i Signe Parkins og Line Jensens tegninger.

Nogle af de bøger, Signe Parkins har lavet. Blomsten der elskede mig er skrevet af Hanne Kvist og den lille bog Dage er af Dorthe Nors og har tidligere været ugens bog her på Bogsult.dk.

Udover Signe Parkins nævnte jeg også Line Jensen. Line har jeg fulgt på Instagram i en del år nu, og hendes bøger og tegninger er helt vidunderlige. Hun skriver og tegner om hverdagen med børn og arbejde og mand på en befriende, genkendelig og humoristisk måde. Derfor købte jeg også hendes kalender på Bogforum i år. Lines bøger ser sådan her ud, og hvis du har det på samme måde som mig med deres tegninger og universer, så synes jeg, du skal finde lånerkortet eller dankortet frem og få fat i nogle af Signe og Lines bøger.

To bøger jeg har grinet til og er helt vild med, her set i modlys.

Når børn læser – Julia

Lili, min mellemste datter, har her interviewet sin storesøster om hendes læsning.
´Hvis du er heldig, kan du læse hendes svar her.

Lili, der er min mellemste datter har her interviewet sin storesøster Julia om at være læser, for hjemme hos er det noget, man kan være, læser.

Julia læser meget, mere end meget faktisk. Hun læser det meste af sin vågne tid og læser ofte den samme bog mange gange, noget jeg kun har gjort med Astrid Lindgrens bøger. Hun elsker bøger og har altid gjort det. Hun samler også på bøger.

Inden hun skulle i skole, glædede hun sig til at lære at læse, og lige fra hun lærte det, har hun læst. I starten var det næsten kun jumbobøger, men pludselig var det bøger og mange bøger. Hun blev sådan en bogsluger, man nærmest ikke kunne nå at fodre, fordi bøgerne blev læst så hurtigt. Nu finder hun selv ud af, hvad hun vil læse, og det er alt fra Dostojevskij til Don Rosas Anders And-historier. Med hende var det ikke svært at få læst de 20 minutter om dagen, som lærerne sagde man skulle. Hun har været selvkørende fra start og altid læst mindst en time om dagen. Sådan har det ikke været med mine to andre døtre, det kommer jeg tilbage til en anden gang.

I hjørnet af en sofa med en tyk bog, jeg har utallige af den slags billeder af min ældste.

Læsning har altid været lystbetonet herhjemme, vi har aldrig taget det så alvorligt med de der 20 minutter, men i stedet prøvet at drysse bøger rundt omkring, taget børnene med på biblioteket og ladet dem selv vælge bøger, læst højt og læst selv også i børnenes vågne tid.

I dag har Julia fået en smag for ældre litteratur, gerne russisk som Dostojevskij og Pusjkin, men også E. M. Forster og hans smukke bøger, ellers læser hun utrolig meget fantasy.

Lisbet Vestergaard skriver portrætter af læsere, og da hun skrev, at man altid kunne foreslå personer til hendes portrætter, foreslog jeg Julia. Hendes svar kan du læse på bogsnak.dk. Hun giver også tips til gode bøger, man kan læse.

Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil

Denne uges bog er Sara Lundbergs bog: Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil, og er en billedfortælling inspireret af kunstneren Berta Hanssons liv og malerier. Det er en helt utrolig fin historie, som jeg kneb en tåre til.

Jeg læste bogen i vinters, fordi min veninde Pia sendte mig et billede af den og skrev, “Den her skal du læse, den vil du kunne lide.” Og så kom jeg i tanke om den i går igen, da Læs for livet modtog en hel kasse af bogen til bogkælderen. Det er en utrolig smuk og sanselig bog, som jeg bare synes, du skal læse uden at vide mere. Jeg smed selvfølgelig et eksemplar med til den institution, jeg var ved at lave bibliotek til.

God weekend

Frank n Furter, Fri os fra kærligheden og hæmorider i Indonesien

I går var det Suzanne Brøggers fødselsdag, hun fyldte 75. Et kæmpestort tillykke til en af mine absolutte yndlingsforfattere.  

Ung og uvidende på vej mod diarrens verden.

”Det lød som Frank N. Furter, da han tog gummihandsker på i Rocky Horror Picture Show, svup sagde det.”

Ja tak, det gjorde det måske, men det var ikke sjovt, faktisk slet ikke. Jeg var i Indonesien med mine to veninder Mette og Trine, og det var Mette, der lige havde sammenlignet mit lægebesøg med vores på det tidspunkt fælles yndlingsfilm.

Året var 1993, og vi var på vores Asientrip efter HF. Rygsækken var pakket med lakrids og toiletpapir, for man ved jo aldrig, hvad der venter i de fattige lande. Når man så lander i en af verdens største byer, Jakarta, føles det lidt lamt at slæbe på tre ruller lokumspapir.

Jeg husker, at jeg havde én bog med, det var Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden, og så havde jeg Blurs første kassettebånd i walkmanen. Det var fedt. Alt var godt, alt var stort, vi havde jetlag og boede fattigt, ingen overnatning skulle koste mere end 15 kroner.

Banana Split. Det var min yndlingsdessert indtil den aften i Yogyakarta, hvor vi spiste fint på en restaurant med dessert og det hele. Det smagte godt, vi var glade og undrede os ikke så meget over, at restauranten næsten var tom.

Her holder jeg mit første eksemplar af Fri os fra kærligheden. En bog der gør indtryk.

Om natten startede det. Jeg var den første, der kravlede ud under myggenettet og ud på pedallokummet, så kom Trine og til sidst Mette. Sådan fortsatte det i fast rotation hele natten og de næste fem dage. Indtil der ikke var mere at give af. Indtil vi ikke kunne gå. Indtil det havde været en forløsning at give efter og give op. Vores værter kom storgrinende med bananer, som var det sidste i verden, vi havde lyst til at indtage.

Hotelværelset var ét stort rum og ét stort rod, og der var kun vinduer højt oppe, så man ikke kunne se ud eller ind. Vi havde en dobbeltseng og en enkeltseng med myggenet over. Det var det. Det var her, vi lærte, at man ikke skal spise hjemmelavet is på restauranter i Asien. Det var her, vi slugte litervis af sukker/saltvand og troede, det var ude med os. Det var her, vi så hinanden uden filter.

Da vi var blevet raske, rejste vi videre, væk fra de vidende og skælmske blikke, videre til Bali. Det buddhistiske paradis. Det var også her, den indonesiske Frank N Furter gemte sig.

På Bali læste jeg i Suzannes bog og blev forelsket i hende og hendes univers. Det vid, det sprog, hendes evne til at skrive om det personlige og gøre det alment og løfte det op på et akademisk niveau. Det gav mig adgang til en verden, jeg ikke kendte til, men som alligevel vækkede genklang i mig. Jeg var solgt og har været det siden.

Selv om Mette blev skamskoldet på Bali virkede livet let, vi købte batik og spiste frugt, de lækreste mangoer. Vi så film på cafeerne i Ubud hver aften og vandrede hjem i mørket med flagermusene flaksende over os. Det hele var godt. Eller det var det indtil et toiletbesøg, der viste blod på toiletpapiret. Og ikke det blod, der kommer en gang imellem, men blod der ikke burde være der.
Trine ringede straks til sin mor og spurgte, hvad det kunne betyde. Vores rejse fandt sted dengang, det kun var rockere og håndværkere der havde mobiltelefoner, så vi skulle først finde et Call Center for at ringe. (Det foregik sådan, at man står et offentligt sted og taler i en slags telefonboks. Og det var i det hele taget lidt omstændigt.)

Trines mor mente, det kunne være noget farligt, jeg var blevet ramt af, og vi måtte derfor hurtigt få mig til lægen. Nu er Ubud ikke ligefrem en storby med mange lægehuse eller hospitaler. Den lille, lokale lægeklinik bød på høns overalt, inde som ude, lutter mænd i venteværelset og et tyndt forhæng i stedet for en dør ind til konsultationsrummet. Med visheden om min snarlige død lagde jeg mig på maven på briksen, og så var det gummihandskerne kom frem, og den indonesiske dr. Frank N. Furter inspicerede mit meget private sted på dette meget lidt private sted.

Lægen konstaterede det, min yogalærer Claus plejer at kalde FF, friends for life, hæmorider, som jeg må have fået efter diareen i Yogyarkarta. Lettet og alligevel rystet gik turen til apoteket, hvor jeg fik udleveret mit produkt. Jeg har aldrig, hverken før eller siden, oplevet personalet på et apotek fnise så meget og så højt, som da jeg spurgte, hvordan det skulle anvendes.  

Hvis man ikke kender til Suzanne Brøggers forfatterskab, men gerne vil i gang med at læse hende, så er Fri os fra kærligheden et virkelig godt sted at starte. Også selvom man hverken har diarré eller hæmorider.

Et udvalg af Brøggers bøger i min reol.

Læs for livet

Kan man læse som gjaldt det livet?

Og kan man læse for at ændre sit liv til det bedre? Det tror jeg, og det tror de også på hos Læs for livet. Jeg arbejder der som frivillig, her sorterer jeg bøger og bygger biblioteker til børn og unge på børnehjem, sikrede institutioner, væresteder og plejefamilier. Bøgerne kommer ud til børn, der måske ellers ikke kommer så meget på biblioteket og derfor heller ikke altid får læst så meget. Det betyder, at de kommer fagligt bagud, derfor betyder det også helt vildt meget, at de får adgang til bøger, og det gør de på grund af Læs for livets biblioteker.  

Et lille kig ind i Læs for livets bibliotek.

Da jeg var barn, læste jeg helt utrolig meget, meget mere end jeg gør i dag. Tit læste jeg 2-3 bøger samtidig. Jeg var ikke så kræsen med, hvad jeg læste, jeg læste bare det jeg kunne finde på biblioteket og derhjemme. Jeg læste Stephen King, Thøger Birkeland, Klaus Lynggaard, Astrid Lindgren og alt muligt, som jeg har glemt i dag.

Læste jeg for livet dengang?

Måske, jeg læste i hvert fald for at få et udsyn og et indblik i andres liv og for at blive underholdt derude på landet, hvor jeg boede. Jeg kedede mig tit, og bøgerne var med til at fjerne den kedsomhed. Jeg har lært meget om mig selv ved at læse, jeg har lært andre måder at tænke på ved at læse, og jeg er blevet underholdt af at læse, og så er jeg blevet indigneret og vred af at læse. Læsningen har altid gjort mig klogere på forskellige aspekter i livet og mig selv.

Bjerge af bøger, der skal sorteres og sætte på plads.

I weekenden er der Bogforum, og jeg skal selvfølgelig derud. I år skal jeg stå på Læs for livets stand, det glæder jeg mig til. Min ældste datter, Julia, har lavet skilte til boden, og de er blevet virkelig fine. Julia er en vaskeægte læsehest og selvfølgelig skal hun med på Bogforum, hvor Patrick Ness kommer i år. Patrick Ness har skrevet bogen Monster og for nyligt trilogien Chaos Walking, som han kommer og fortæller om. Og de bøger kan vi varmt anbefale herfra.

Små skilte, der alle kommer til at hænge på Læs for livets stand på Bogforum. Julia har tegnet.