Vi bor i et bibliotek

Reklame for nye bøger i biblioteket

Velkommen i vores hjem, vores helt eget bibliotek. Lili, min mellemste, arrangerer hækle- og strikkekurser og holder styr på bøgerne. I stuen er det rigtige bibliotek, her er jeg chef, magasinet med børnebøger er på 1. sal og her er Lili chef, det rigtige magasin er ude i skuret bag øvelokalet, og det er noget værre rod. Young Adult er på Julias værelse, men billedbøgerne på Solvejs værelse er ikke en del af biblioteket, hun synes vist, det er noget pjat med det bibliotek.

Svea holder vagt over bøgerne, måske er hun udmattet af alt det støv, bøgerne samler

Ofte bliver der arrangeret forfatterforedrag, og vi har både haft Patrick Ness og Suzanne Brøgger på besøg i vores stue. De lignede lidt Lili, men hun påstår, det var den ægte vare, sjovt var det. Suzanne Brøgger fortalte blandt andet, at grunden til at Jadekatten hedder Jadekatten, er fordi hendes mor havde en fin kat i jade, ja, så ved I det.

Jeg kan faktisk godt lide ideen om, at mit hjem er et slags bibliotek. Mange af bøgerne har jeg ikke læst, endnu, og jeg låner ofte bøger ud, af og til bliver der også kasseret bøger og nogle ryger ud i vores bogkasse, der hænger i carporten. Forhåbentlig til glæde for andre læselystne. Men nogle gange er det noget rod, der er for mange bøger, der er bøger overalt, på gulvet, på alle borde, i sengene og på trappen i gangen. Vi vælter os i bøger, det er som om sulten efter bøger ikke stopper. Måske lige netop derfor blev jeg så glad, da jeg i går aftes hørte Public service på P1, hvor Lisbet Vestergaard gav gode råd til læsning og et af rådene var, at man skulle bade sine børn i bøger, for det er nok det jeg gør, bader mine børn i bøger.

Et populært kursus, hvis man spørger arrangøren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *