Lyset og fotografiet

Et billede af billeder der hænger på min væg. Fotografierne har jeg taget, ænderne er malet af Johannes Larsen.

Nan Goldin, Wolfgang Tillmans, Cindy Sherman, Juergen Teller og Annie Leibovitz, de var alle sammen fotografer, som jeg var vild med i 90’erne, mens jeg læste på RUC. Da jeg afleverede mit speciale lige før jul i år 2000, søgte jeg samtidig ind på K.U.B.A. for at studere fotografi.

Min smag i fotografi udvidede sig i mødet med den ene af mine lærere på skolen, Michael Staggemeier. Michael fotograferede i sort/hvid og lavede underlige projekter, som fx at fotografere en stor sten langt ude i vandet, mens han målte havdybden. Jeg er ikke sikker på, jeg helt forstod det, men det gjorde heller ikke så meget, for der var skønhed i billedet, og det var alt. Det var bedre end noget andet, det var underligt og dragende og helt vildt smukt.

Et lille udvalg af Robert Adams bøger.

Michael introducerede mig for lyset og skønheden i fotografiet og for Robert Adams, som jeg lige siden har elsket. Bogen Listening to the river er en af mine yndlingsfotobøger. Den, og så hans bog I hear the leaves and loves the light, som er en bog om fotografens lille hund og dens færden rundt i haven. Det er en helt vidunderlig sentimental og smuk bog.

Billedet er fra I hear the leaves and love the light
Opslag fra Listening to the river.

På K.U.B.A mødte jeg også to søde norske piger, Aina Villanger og Nina Hurum. Aina er i dag forfatter, og har skrevet tre bøger, hvor de to er langdigte. Aina skriver underfundigt, hendes humor er hele tiden til stede under overfladen, det er mystisk, sjovt og smukt, og så er det skønt at læse på norsk, særligt hendes bog Baugeids bok er vidunderlig.

Nina tog de mest fantasifulde billeder af os alle dengang. Blandt andet en serie af hendes kæreste, der med fagter fortalte om en stor fugl, han havde set. Serien med billederne blev udstillet i en gammeldags ramme og på mit lille sofabord, som jeg havde arvet fra min mormor, det var moderne og gammeldags på samme tid, jeg tænker tit på den billedserie og ville ønske jeg havde købt den af hende dengang.

Min kærlighed til fotobøger har jeg stadig og bøgerne af Robert Adams står stadig i reolen.

Andre yndlingsfotobøger:

Lars Tunbjørk: Home

Cindy Sherman: Film Stills

Per Bak Jensen: Stedernes væsen

Robert Frank: Hold Still – Keep Going

Susanne Wellm: Photogravure

Jacqueline Roberts: Vevais Werk

Sally Mann: Immediate family

Nan Goldin: Diving for pearls

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *