Pontoppidan og HF

Jeg gik på HF. Vi læste Rifbjerg, islandske sagaer, Strunge og måske Tove Ditlevsen, men vi læste aldrig noget fra det moderne gennembrud, så det var først, da jeg startede med at læse til lærer, at jeg stødte på Henrik P. Vi skulle læse Muld af ham, Niels Lyhne af J.P. Jacobsen eller Constance Ring af Amalie Skram og jeg valgte instinktivt Pontoppidan og det blev en helt fysisk oplevelse at læse Muld.

Den fineste bog i reolen. Det forjættede land fra 1893.

Jeg kan huske, vi var i sommerhus, det var vinterferie og jeg skulle læse den her gamle bog. Jeg havde valgt den ældste udgave, jeg kunne finde på biblioteket. De første 30 sider var hårde, jeg kan huske, at jeg sagde til Jakob, at jeg nok aldrig kom igennem den bog, at sproget var gammelt, at navneord var stavet med stort og der var dobbelt a. Det føltes helt umuligt. Men pludselig efter de første 30 sider åbnede bogen sig for mig, sproget løftede og bar mig, lukkede op for en verden, jeg ikke før havde læst om og sproget var ikke længere gammeldags, det var smukt. Beskrivelserne, de lange sætninger, letheden og omstændigheden. Hans evne til at være præcis og skabe billeder med ord. Jeg var fanget og lykkelig.

Et lille udvalg af gamle og nye venner.

Mit hjerte banker hårdere og mere intenst, når jeg læser Pontoppidan. Det var og er mindblowing og rammer mig lige i hjertet. Derfor samler jeg også på bøger af Henrik Pontoppidan i dag. Så da en bekendt skrev på Facebook, at hendes gymnasielærer-far var ved at luge ud i sine bøger, og om jeg ville have nogle, tog jeg hjem til ham og hentede en taskefuld af gamle bøger, flere fra starten af 1900-tallet og en enkelt fra 1883. Den er dog af Herman Bang.

Muld er første del af Det forjættede land, og jeg mangler stadig at læse de sidste to dele, jeg har bogen stående i reolen, udgaven er fra 1898 og venter på det rigtige tidspunkt, for der skal være tid og en særlig plads til at læse Pontoppidan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *