Lilis hus – Det lille hus på prærien

Hvad er det med familien Thygesen-Jensen og Det lille hus på prærien?

Da jeg var barn, så jeg Det lille hus på prærien i fjernsynet og elskede det. Det kom jeg i tanke om sidste år, da vi igen sad hele familien og gerne ville se et eller andet sammen og ikke kunne blive enige om en film. Jeg har tre piger på 10, 15 og snart 18, så det er ofte lidt svært at finde noget, vi alle gider se. Det ender derfor tit med at vi enten deler os op eller ser noget, som inkluderer den yngste, men som den ældste synes er lidt kedeligt. Forståeligt nok. I april sidste år lånte jeg derfor første sæson af Det lille hus på prærien på DVD og kom glad hjem med den. Først var der lidt modstand, Lili min mellemste nægtede at se den, fordi hun havde læst bøgerne og ikke havde lyst til at få sat billeder på figurerne fra bogen. Alle andre var friske, så det krævede lidt overtalelse, og at vi ændrede titlen til Lilis hus, så det på en måde blev til noget andet end en filmatisering af bøgerne. Det kan lyde lidt mærkeligt, men det virkede og vi gik i gang.

Jeg har tænkt meget over, hvad det er, vi elsker ved den serie og hvorfor vi bruger så meget af vores tid på at se den. Først og fremmest nyder vi at være i hinandens selskab og sammen frydes, grine og gyse over familiens udvikling, genvordigheder og glæder. Når Charles igen og igen bliver portrætteret som Mr. Perfect, og Lili udbryder, det er fordi det er hans serie, det er Charles der er hovedpersonen, så griner vi og synes det er lidt for meget, men også lidt skønt. Når Mrs. Oleson igen er urimelig overfor familien Ingalls er det uretfærdigheden og intrigen vi gyser over. Men først og fremmest er det portrættet af det sammenhold, der er hos familien Ingalls. De er der altid for hinanden, de ved, hvad der er rigtigt og forkert, hvis der er en af dem der fejler, så bliver de tilgivet. Forholdet mellem Charles og Laura er et forbilledligt forhold mellem en far og hans datter. Serien er utrolig nem at forholde sig til. Det gode vinder altid. I hvert fald næsten. Derudover er der kostumerne, tøjet de går i og skildringen af det lille samfund, drømmen om landet og det simple liv.

Mange af de samtaler vi har herhjemme ved middagsbordet omhandler Det lille hus på prærien. Lili har efterhånden googlet sig til en del viden om skuespillerne og serien og har derudover læst bøgerne om Rose, Lauras datter. Charles røg 80 cigaretter om dagen det meste af sit liv, han farvede også sit hår, da det var gråt i virkeligheden. Caroline følte det nærmest som om de var en rigtig familie og Marys øjne blev ved med at være blå på trods af sin blindhed. Hvis jeg engang imellem sukker over deres fine tøj, bliver det med det samme affejet af Lili, der ved fra bøgerne, at det var helt forfærdeligt at gå i det tøj. Korsetterne strammede, så der er ingen nostalgisk længsel efter at gå i den slags klæder hos hende.

I juni nåede vi til sæson 9, den sidste sæson i serien og vi har været i gang i over et år. Vi var ved at være det, hvor det er ok, at serien slutter. I hvert fald havde nogle af os har det sådan. Særligt fordi mange af afsnittene, som serie skrider frem begynder at blive fjollede og absolut intet har med bøgerne at gøre. Laura var gravid i hele sæson 8 og også i slutningen af sæson 7, tidsmæssigt var hun gravid lige så længe som en elefant. Det affødte en del undren og også irritation under visningen af den sæson. Derudover er der utrolig mange sidehistorier om højdramatiske emner som voldtægt og fortielse, og mere ulideligt anstrengende om familien Oleson og deres nye adoptivdatter Nancy. Men det værste er dog, da adoptivsønnen Albert bliver spået en stor fremtid som læge i afslutningen af en sæson for efterfølgende at dø af en sygdom i den efterfølgende film.

Nu er vi helt færdige med Det lille hus på prærien og efter 154 afsnit og 4 film er vi mætte, men mangler også en ny serie at sætte i stedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *