Noveller, noveller, noveller

Noveller er de korte historier, man lige kan snuppe en af inden sovetid eller som et afbræk, mens man læser en længere roman. Novellen er for mig et frikvarter og en måde at dykke ned i et univers i kortere tid. Og selv om jeg bedst kan lide romaner, så er der også noveller, der bare er for vilde og vildt gode. Jeg har samlet nogle af dem, jeg bedst kan lide her.

Hvis man er til de humoristisk, underspillede kan Dorthe Nors’ noveller noget, hun har en underfundighed i sproget og en måde at beskrive almindeligheder på, så det bliver sjovt og interessant. Gunhild Øyehaugs Knuder kan lidt det samme, men novellerne er mere symbolladede og groteske. Willy Sørensen er lidt i samme kategori, selvom han også bare er sig selv. Hvem husker ikke Blot en drengestreg? Og hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, så start med den. Den er fantastisk.

En novellesamling, der virkelig overraskede mig positivt, er Jonas Eikas prisbelønnede novellesamling Efter solen. Bare læs den, den har udsyn og er et must. Jeg købte den efter, jeg havde læst den, bare fordi jeg måtte eje den.

Henrik Pontoppidans spiddende samfundskritiske noveller fra Fra hytterne er smukke i sproget og har bid, de vil kritisere et ulige samfund og gør det ret så sarkastisk, det er så skønt at læse tekster, der vil ændre verden. Hosekræmmeren af Steens Steensen Blicher er måske vores første krimi, den er i hvert fald ret vild og er den også uhyggelig?

Hvis man er til de lidt mere mystiske og overnaturlige noveller, så er Samantha Schweblin: Fugle i munden et godt bud. Novellerne er fulde af gys, desperation og humor. Særligt novellen At dræbe en hund gyser man over. En anden novellesamling med barske og lidt overnaturlighed er Mariana Enriquez’ samling Ting vi mistede i ilden. Novellen Fri fra skole var den første novelle, jeg læste fra samlingen og den er på mange måder mystisk, men samtidig realistisk ubehagelig.

Realistiske noveller om livet på vrangen, barske og fantastiske, her er jeg særligt vild med Naja Marie Aidts Bavian og Raymond Carvers En alvorlig samtale og andre noveller. Jeg var vild med alle novellerne i Raymond Carvers bog, men særligt novellerne Er du læge og Er det rigtige kilometer er gode. Så selv om jeg plejer at sige, at jeg ikke er så vild med noveller, så er den her samling virkelig en undtagelse. Det samme gælder Kjell Askildsens Venskabets pris. Jeg hørte om hans noveller i et interview med Ida Jessen og lånte bogen med det samme. Det er korte noveller, der alle kredser om relationer, og de er bare vildt gode. Selvom novellerne er korte, er de ret kompakte, men lette i sproget, og så er der så meget mere mellem linjerne. De får mine varmeste anbefalinger.

Alle bøgerne findes på e-reolen som lyd- eller e-bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *