Musik på bog- Ledøje, London, København .

Musik. Det er længe siden, jeg har været med på det nyeste nye, når det gælder musik. Min musiksmag er fanget i fortiden, og derfor lytter jeg stadig til Blur, Nick Cave, P.J. Harvey, Tori Amos og The Smiths. Hvis jeg hører nyt, er det på grund af mine musikkyndige venner, der sender mig videoer og tips, eller min store teenagedatter der konstant lytter til et eller andet på Spotify, og så har jeg endelig fattet Billie Eilish. Hvis hun havde været fremme, da jeg var teenager, havde jeg ELSKET hende. På en måde er jeg også ret vild med hende nu.

Da jeg var teenager, læste jeg alt om Boy George og hans misbrug og var rædselsslagen. Jeg dyrkede Madonna og købte brugte Bravo‘er, så jeg kunne samle en helfigursplakat af hende og hænge op. Jeg kyssede Prince godnat og faktisk også Simon Le Bon. Jeg havde nogle vildt flotte plakater med dem dengang. Jeg kan huske, at jeg gik forbi Fona på gågaden i Ballerup og så en stor pap-Prince-figur i vinduet. Det tog mig et par minutter at samle modet, men så stod jeg også med en papfigur under armen, og kunne tage selfies eller selvportrætter, som vi kaldte det dengang, sammen med Prince og mine venner Annemette og Erik.

En smuk bog om et af min teenagetids allerstørste idoler, Prince. The Beautiful one.

Jeg har læst bunker af musikblade og fotobøger om mine idoler, men jeg har egentlig aldrig dyrket biografien. Jeg har læst Just Kids af Patti Smith, men den læste jeg mest på grund af Robert Mapplethorpe, som jeg var vild med den gang, han udstillede på Louisiana, og det er en vidunderlig bog. Efter den har jeg læst alle Patti Smiths bøger, hun har en særlig poesi i sproget, som giver dem en litterær kvalitet, som jeg sætter pris på.

Just Kids oven på uglepude og hæklet tæppe, meget Patti Smith.

Men nu, nu er jeg endelig gået i gang med min første rigtige musik-selvbiografi, og den er skrevet af Elton John, bør man skrive Sir før? Jeg ved det ikke, men nu er jeg i gang, den er hylende morsom, og jeg er ikke engang fan af manden. Pludselig lå den bare der på biblioteket og skulle egentlig videre til en låner, men igen, jeg kunne ikke holde fingrene fra den, og snuppede den med hjem og gik i gang, lagde den fra mig et kort sekund, da jeg skulle lave mad, og da jeg kom tilbage, sad Julia og læste i den. Der er åbenbart andre i huset med en svaghed for store solbriller og pop. Hun foreslog, at vi kunne læse bogen samtidig, men da jeg også var i gang med Jonas Eikas debutroman og en novellesamling af Dorthe Nors, og hader at dele bøger med andre, gav jeg hende bogen. Så havde jeg også en testlæser, der kunne fortælle mig om den var noget værd. Og det siger hun, at den er. Lige nu lytter hun i hvert fald til ALLE Eltons udgivelser på Spotify, og jeg har bogen for mig selv igen.

Indtil videre er det en ret sjov bog, Elton John har en velsignet evne til at se verden gennem et selvironisk filter, han er tilpas lidt selvhøjtidelig og utrolig selvudleverende og så har han sans for detaljer. Jeg sidder ofte og griner, mens jeg læser, det er utrolig godt og fængende skrevet. Jeg er godt halvvejs og glæder mig til at høre om resten af Sir Eltons liv.

Julia har tegnet Elton John, og jeg har fået lov til at lægge billedet op.

Imens jeg læser om Elton har Jakob læst hele to selvbiografier, den ene af Morrissey, som jeg gav ham i julegave og den anden af Beastie Boys, som jeg gav ham i fødselsdagsgave, og særligt den første har jeg hørt meget om. Morrissey lyder som, man måske kan regne ud, som et lidt besværligt bekendtskab, men også fascinerende. Jeg har elsket The Smith og Mozz siden engang i slut 80’erne, altså musikken, Morrissey er vist blevet lidt skør på det sidste. Jeg nåede aldrig at se The Smiths eller Morrissey live, til gengæld har jeg skreget The Queen is Dead ud over Kilburns tage.

Beastie Boys på bog. Men hvorfor har de sat det klistermærke der?

Med hensyn til Beastie Boys er mit første minde om dem, dengang jeg som 13-årig stod på tæer i Fona for at nå det nyeste kassettebånd Licensed til Ill. Efter det var jeg solgt og har danset ufattelig meget til Fight for your right to party på ungdomsskolen. Kassettebåndet har jeg stadig.

Åh! Den her bog, det er mest billeder, men hvor er det skønt.

Og så er der Blur. I går fortalte jeg Julia om dengang, jeg så Blur i Den Går Hal på Christiania sammen med Maj-brit, Erik og Jakob. Blur fylder mig med længsel efter ungdom og London, de minder mig om en tid, hvor jeg gik i Fred Perry polo’er, korte nederdele og var Brit pop. Og så fylder de for tiden igen, fordi jeg har genlyttet til P6 Beat elsker Damon Albarn. Men til den koncert for længe siden, sagde vi (Maj-brit og jeg) nej tak til at komme back stage og møde Blur. Nej tak, ja, det sagde vi, fordi Erik og Jakob var gået ud og stod og ventede på os udenfor. Jeg kunne godt se på Julia, at det nok var verdens dummeste svar, men måske forstod vi heller ikke helt dengang, at det var det, vi var blevet tilbudt. I går kiggede jeg så i Blurbogen, og så, at der var billeder af Blur backstage til en koncert i Shepards Bush Empire 1995, hvor jeg så dem første gang. Jamen altså, hvorfor har jeg altid været så fornuftig.

Boobmonstret på forsiden. Julia var vildt bange for den bog, da hun var lille.

Chicks on Speed, de er nok mere Jakobs ting end min, men jeg elsker det her nummer.

De råber, og det kan jeg i den gang relatere til. Bogen her, var Julia bange for, da hun var lille. Den er også vild og eksperimenterende og sjov og skør og det fedeste var, at der fulgte en kjole med i et stykke stof, som de havde designet. Jeg gik lidt i kjolen, men ikke meget, den var ret uformelig og så var Jakob ret øm over den.

Der findes en million bøger om musik, det her er var bare nogle få. Den næste jeg skal læse er den om Prince, jeg håber den kan leve op til mine forventninger.

2 Replies to “Musik på bog- Ledøje, London, København .”

Skriv et svar til Erik Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *