Årets bøger 2019

Jeg laver lister. Lister over de bøger, jeg læser. Det samme gør Julia og Lili.  Hvis jeg ikke lavede lister, ville jeg ikke ane, hvad jeg havde læst i løbet af året, så jeg laver lister for at huske og for at se, hvilke bøger jeg kan huske, når året er gået. Og så laver jeg også lister, så jeg kan anbefale bøger til andre, der spørger, hvad jeg læser.

Nyindkøbt notesbog til årets læseoplevelser i 2020.

I 2019 nåede jeg at læse 80 bøger. De 57 var romaner, 15 var digt- eller novellesamlinger og de sidste 7 var tegneserier/grafic novels. Til sammenligning har Julia nået at læse 186, så jeg er lidt bagud, men jeg har også langt mere at se til og læser uendeligt meget langsommere end hende, så jeg er undskyldt. Lili har blandt andet læst alle bøgerne i Det lille hus på Prærien-serien, som vi stadig er i gang med at se på DVD. Vi er nået til sæson 6 og det er lige før, jeg synes, vi har set nok nu.

Årets bøger kan man se samlet på min læseliste. Her har jeg imidlertid valgt en bog pr måned, bogen er valgt ud fra det simple kriterie, at det er en bog, der har gjort indtryk på mig den måned i 2019. Jeg har også bedt Julia om at vælge sine 10 bedste, de kommer bagefter. Her kommer først mine i kronologisk rækkefølge:

Januar:

Henrik Pontoppidan: Isbjørnen

Årets Pontoppidan er Isbjørnen, det er årets første bog. Jeg har ikke læst vildt meget af Pontoppidan, men det jeg har læst, har gjort at jeg er blevet forelsket i hans sprog, hans sarkasme og sociale engagement. Det hele hænger sammen hos Pontoppidan og så holder det stadig efter 100 år på bagen, særligt Lykke-Per er vidunderlig, men Isbjørnen kan også noget.

Februar

Hanne Højgaard Viemose: HHV FRSWN Dødsknaldet i Amazonas

Hanne er vild og Hannes bøger river en rundt. Hun skriver helt vildt og vildt godt. Jeg har skrevet en del gange om Hanne Højgaard Viemose, og det er ikke kun denne her bog, der er værd at læse. Alle hendes bøger er vildt gode.

Marts

Jonas Eika: Efter solen

Novellerne tog fuldstændig fusen på mig, jeg, der ellers ikke er så vild med noveller, blev blæst bagover, målløs over vildskaben og de helt igennem anderledes noveller. Bogen vandt Nordisk Råds Litteraturpris og Jonas Eika holdt en utrolig takketale og gav alle pengene fra præmien til Sjælsmark.

April

Jon Kalman Stefansson: Englenes sorg (del 2 i trilogi)

Vidunderlig bog skrevet med det smukkeste sprog. Det er ikke forbi, der sker så meget, men det der sker, og måden det er beskrevet på, er så uendelig smukt og trist. Jeg er vild med alle 4 bøger, jeg har læst af ham, men denne her er den, jeg har givet flest hjerter i min listebog.

Maj

Liv Strömqvist: Kundskabens frugt

Tegneserie med fokus på kvindens underliv og kulturhistorie. Det er både sindsoprivende, sjovt og tragisk. Alle bør læse den, hvis du spørger mig.

Juni

Daniel Kehlmann: Jeg og Kaminski

Rigtig god bog. Bogen er skrevet i et vidunderligt sprog. Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvor meget der er fiktion og hvor meget der ikke er. Men sådan er det tit med fiktion, der leger med virkeligheden.

Juli

Geir Gulliksen: Historie om et ekteskap

En virkelig god skildring af begyndelsen mod en enden, skilsmisse. Godhed og naivitet, den menneskelige psyke, ægteskabets udfordringer og den meget bløde og forstående mand. Jeg købte bogen i Norge, derfor er den læst på norsk, hvilket var en fornøjelse, da jeg så kunne høre Geirs stemme for mig, da jeg læste bogen.

August

Amalie Langballe: Forsvindingsnumre

Hassan Preisler havde et program på Radio24/7, der hed Det næste kapitel, det program var i 2019 mit cykelsoundtrack sammen med Skønlitteratur på P1. Programmet er desværre ikke tilgængeligt mere, men det interview Hassan Preisler lavede med Amalie Langballe, er et af de bedste interviews, jeg har hørt, måske fordi der var noget på spil hos dem begge. Interviewet fik mig også til at læse Amalies bog Forsvindingsnumre, og selv om jeg ikke synes bogen når interviewet til sokkeholderne, så er det stadig en rigtig god bog om at miste, om at mangle grænser og om at finde sig selv, måske. Bogen vandt Debutantprisen i 2019.

September

Audur Ava Olafsdottir: Stiklingen

En smuk historie om en far og hans datter. Om roser og klosterhaver. Hvilken ro, hvilken skønhed, jeg græd af lykke, da jeg læste den. En helt vidunderlig bog.

Oktober

F. Dostojevskij: Hvide nætter

En romantisk, og så alligevel ikke, historie der foregår i Sankt Petersborg og overraskede mig med sin skønhed. Bogen er mit første møde med Dostojevskij, men bestemt ikke mit sidste. En anden bog jeg læste i oktober, var Patti Smiths Hengiven, der var lige ved at blive månedens bog, derfor får den lov til at være med her på billedet. Patti Smith skriver vidunderligt, og jeg er vild med alle hendes bøger.

November

Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd

Bogen er så anderledes, den er magisk, kvinder bliver til træer, man spindes ind i en verden, man ikke har lyst til at forlade og som viser en andre muligheder og livsomstændigheder.

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

December

Maja Lucas: Gennem natten og vinden

En helt igennem fantastisk bog om en mor og et barn. Om kaotisk liv, svigt og kærlighed. Hovedpersonen Johanne er så skarp og man fatter sympati for hende, selv om hun på mange måder handler usympatisk. Jeg både grinende og gyste mens jeg læste.

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

Julias liste i alfabetisk rækkefølge:

Leigh Bardugo: King of Scars

Pierce Brown: Red Rising trilogien

Dostojevskij: Forbrydelse og straf

E.M. Forster: Maurice

E.M. Forster: Værelse med udsigt

Neil Gaiman og Terry Pratchett: Good Omens

Neil Gaiman: Nobody

Kalevala Finlands national epos

Patrick Ness: The Crash of Hennington

Alexander Puskin: Onegin

3 Replies to “Årets bøger 2019”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *