Musik på bog- Ledøje, London, København .

Musik. Det er længe siden, jeg har været med på det nyeste nye, når det gælder musik. Min musiksmag er fanget i fortiden, og derfor lytter jeg stadig til Blur, Nick Cave, P.J. Harvey, Tori Amos og The Smiths. Hvis jeg hører nyt, er det på grund af mine musikkyndige venner, der sender mig videoer og tips, eller min store teenagedatter der konstant lytter til et eller andet på Spotify, og så har jeg endelig fattet Billie Eilish. Hvis hun havde været fremme, da jeg var teenager, havde jeg ELSKET hende. På en måde er jeg også ret vild med hende nu.

Da jeg var teenager, læste jeg alt om Boy George og hans misbrug og var rædselsslagen. Jeg dyrkede Madonna og købte brugte Bravo‘er, så jeg kunne samle en helfigursplakat af hende og hænge op. Jeg kyssede Prince godnat og faktisk også Simon Le Bon. Jeg havde nogle vildt flotte plakater med dem dengang. Jeg kan huske, at jeg gik forbi Fona på gågaden i Ballerup og så en stor pap-Prince-figur i vinduet. Det tog mig et par minutter at samle modet, men så stod jeg også med en papfigur under armen, og kunne tage selfies eller selvportrætter, som vi kaldte det dengang, sammen med Prince og mine venner Annemette og Erik.

En smuk bog om et af min teenagetids allerstørste idoler, Prince. The Beautiful one.

Jeg har læst bunker af musikblade og fotobøger om mine idoler, men jeg har egentlig aldrig dyrket biografien. Jeg har læst Just Kids af Patti Smith, men den læste jeg mest på grund af Robert Mapplethorpe, som jeg var vild med den gang, han udstillede på Louisiana, og det er en vidunderlig bog. Efter den har jeg læst alle Patti Smiths bøger, hun har en særlig poesi i sproget, som giver dem en litterær kvalitet, som jeg sætter pris på.

Just Kids oven på uglepude og hæklet tæppe, meget Patti Smith.

Men nu, nu er jeg endelig gået i gang med min første rigtige musik-selvbiografi, og den er skrevet af Elton John, bør man skrive Sir før? Jeg ved det ikke, men nu er jeg i gang, den er hylende morsom, og jeg er ikke engang fan af manden. Pludselig lå den bare der på biblioteket og skulle egentlig videre til en låner, men igen, jeg kunne ikke holde fingrene fra den, og snuppede den med hjem og gik i gang, lagde den fra mig et kort sekund, da jeg skulle lave mad, og da jeg kom tilbage, sad Julia og læste i den. Der er åbenbart andre i huset med en svaghed for store solbriller og pop. Hun foreslog, at vi kunne læse bogen samtidig, men da jeg også var i gang med Jonas Eikas debutroman og en novellesamling af Dorthe Nors, og hader at dele bøger med andre, gav jeg hende bogen. Så havde jeg også en testlæser, der kunne fortælle mig om den var noget værd. Og det siger hun, at den er. Lige nu lytter hun i hvert fald til ALLE Eltons udgivelser på Spotify, og jeg har bogen for mig selv igen.

Indtil videre er det en ret sjov bog, Elton John har en velsignet evne til at se verden gennem et selvironisk filter, han er tilpas lidt selvhøjtidelig og utrolig selvudleverende og så har han sans for detaljer. Jeg sidder ofte og griner, mens jeg læser, det er utrolig godt og fængende skrevet. Jeg er godt halvvejs og glæder mig til at høre om resten af Sir Eltons liv.

Julia har tegnet Elton John, og jeg har fået lov til at lægge billedet op.

Imens jeg læser om Elton har Jakob læst hele to selvbiografier, den ene af Morrissey, som jeg gav ham i julegave og den anden af Beastie Boys, som jeg gav ham i fødselsdagsgave, og særligt den første har jeg hørt meget om. Morrissey lyder som, man måske kan regne ud, som et lidt besværligt bekendtskab, men også fascinerende. Jeg har elsket The Smith og Mozz siden engang i slut 80’erne, altså musikken, Morrissey er vist blevet lidt skør på det sidste. Jeg nåede aldrig at se The Smiths eller Morrissey live, til gengæld har jeg skreget The Queen is Dead ud over Kilburns tage.

Beastie Boys på bog. Men hvorfor har de sat det klistermærke der?

Med hensyn til Beastie Boys er mit første minde om dem, dengang jeg som 13-årig stod på tæer i Fona for at nå det nyeste kassettebånd Licensed til Ill. Efter det var jeg solgt og har danset ufattelig meget til Fight for your right to party på ungdomsskolen. Kassettebåndet har jeg stadig.

Åh! Den her bog, det er mest billeder, men hvor er det skønt.

Og så er der Blur. I går fortalte jeg Julia om dengang, jeg så Blur i Den Går Hal på Christiania sammen med Maj-brit, Erik og Jakob. Blur fylder mig med længsel efter ungdom og London, de minder mig om en tid, hvor jeg gik i Fred Perry polo’er, korte nederdele og var Brit pop. Og så fylder de for tiden igen, fordi jeg har genlyttet til P6 Beat elsker Damon Albarn. Men til den koncert for længe siden, sagde vi (Maj-brit og jeg) nej tak til at komme back stage og møde Blur. Nej tak, ja, det sagde vi, fordi Erik og Jakob var gået ud og stod og ventede på os udenfor. Jeg kunne godt se på Julia, at det nok var verdens dummeste svar, men måske forstod vi heller ikke helt dengang, at det var det, vi var blevet tilbudt. I går kiggede jeg så i Blurbogen, og så, at der var billeder af Blur backstage til en koncert i Shepards Bush Empire 1995, hvor jeg så dem første gang. Jamen altså, hvorfor har jeg altid været så fornuftig.

Boobmonstret på forsiden. Julia var vildt bange for den bog, da hun var lille.

Chicks on Speed, de er nok mere Jakobs ting end min, men jeg elsker det her nummer.

De råber, og det kan jeg i den gang relatere til. Bogen her, var Julia bange for, da hun var lille. Den er også vild og eksperimenterende og sjov og skør og det fedeste var, at der fulgte en kjole med i et stykke stof, som de havde designet. Jeg gik lidt i kjolen, men ikke meget, den var ret uformelig og så var Jakob ret øm over den.

Der findes en million bøger om musik, det her er var bare nogle få. Den næste jeg skal læse er den om Prince, jeg håber den kan leve op til mine forventninger.

Årets bøger 2019

Jeg laver lister. Lister over de bøger, jeg læser. Det samme gør Julia og Lili.  Hvis jeg ikke lavede lister, ville jeg ikke ane, hvad jeg havde læst i løbet af året, så jeg laver lister for at huske og for at se, hvilke bøger jeg kan huske, når året er gået. Og så laver jeg også lister, så jeg kan anbefale bøger til andre, der spørger, hvad jeg læser.

Nyindkøbt notesbog til årets læseoplevelser i 2020.

I 2019 nåede jeg at læse 80 bøger. De 57 var romaner, 15 var digt- eller novellesamlinger og de sidste 7 var tegneserier/grafic novels. Til sammenligning har Julia nået at læse 186, så jeg er lidt bagud, men jeg har også langt mere at se til og læser uendeligt meget langsommere end hende, så jeg er undskyldt. Lili har blandt andet læst alle bøgerne i Det lille hus på Prærien-serien, som vi stadig er i gang med at se på DVD. Vi er nået til sæson 6 og det er lige før, jeg synes, vi har set nok nu.

Årets bøger kan man se samlet på min læseliste. Her har jeg imidlertid valgt en bog pr måned, bogen er valgt ud fra det simple kriterie, at det er en bog, der har gjort indtryk på mig den måned i 2019. Jeg har også bedt Julia om at vælge sine 10 bedste, de kommer bagefter. Her kommer først mine i kronologisk rækkefølge:

Januar:

Henrik Pontoppidan: Isbjørnen

Årets Pontoppidan er Isbjørnen, det er årets første bog. Jeg har ikke læst vildt meget af Pontoppidan, men det jeg har læst, har gjort at jeg er blevet forelsket i hans sprog, hans sarkasme og sociale engagement. Det hele hænger sammen hos Pontoppidan og så holder det stadig efter 100 år på bagen, særligt Lykke-Per er vidunderlig, men Isbjørnen kan også noget.

Februar

Hanne Højgaard Viemose: HHV FRSWN Dødsknaldet i Amazonas

Hanne er vild og Hannes bøger river en rundt. Hun skriver helt vildt og vildt godt. Jeg har skrevet en del gange om Hanne Højgaard Viemose, og det er ikke kun denne her bog, der er værd at læse. Alle hendes bøger er vildt gode.

Marts

Jonas Eika: Efter solen

Novellerne tog fuldstændig fusen på mig, jeg, der ellers ikke er så vild med noveller, blev blæst bagover, målløs over vildskaben og de helt igennem anderledes noveller. Bogen vandt Nordisk Råds Litteraturpris og Jonas Eika holdt en utrolig takketale og gav alle pengene fra præmien til Sjælsmark.

April

Jon Kalman Stefansson: Englenes sorg (del 2 i trilogi)

Vidunderlig bog skrevet med det smukkeste sprog. Det er ikke forbi, der sker så meget, men det der sker, og måden det er beskrevet på, er så uendelig smukt og trist. Jeg er vild med alle 4 bøger, jeg har læst af ham, men denne her er den, jeg har givet flest hjerter i min listebog.

Maj

Liv Strömqvist: Kundskabens frugt

Tegneserie med fokus på kvindens underliv og kulturhistorie. Det er både sindsoprivende, sjovt og tragisk. Alle bør læse den, hvis du spørger mig.

Juni

Daniel Kehlmann: Jeg og Kaminski

Rigtig god bog. Bogen er skrevet i et vidunderligt sprog. Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvor meget der er fiktion og hvor meget der ikke er. Men sådan er det tit med fiktion, der leger med virkeligheden.

Juli

Geir Gulliksen: Historie om et ekteskap

En virkelig god skildring af begyndelsen mod en enden, skilsmisse. Godhed og naivitet, den menneskelige psyke, ægteskabets udfordringer og den meget bløde og forstående mand. Jeg købte bogen i Norge, derfor er den læst på norsk, hvilket var en fornøjelse, da jeg så kunne høre Geirs stemme for mig, da jeg læste bogen.

August

Amalie Langballe: Forsvindingsnumre

Hassan Preisler havde et program på Radio24/7, der hed Det næste kapitel, det program var i 2019 mit cykelsoundtrack sammen med Skønlitteratur på P1. Programmet er desværre ikke tilgængeligt mere, men det interview Hassan Preisler lavede med Amalie Langballe, er et af de bedste interviews, jeg har hørt, måske fordi der var noget på spil hos dem begge. Interviewet fik mig også til at læse Amalies bog Forsvindingsnumre, og selv om jeg ikke synes bogen når interviewet til sokkeholderne, så er det stadig en rigtig god bog om at miste, om at mangle grænser og om at finde sig selv, måske. Bogen vandt Debutantprisen i 2019.

September

Audur Ava Olafsdottir: Stiklingen

En smuk historie om en far og hans datter. Om roser og klosterhaver. Hvilken ro, hvilken skønhed, jeg græd af lykke, da jeg læste den. En helt vidunderlig bog.

Oktober

F. Dostojevskij: Hvide nætter

En romantisk, og så alligevel ikke, historie der foregår i Sankt Petersborg og overraskede mig med sin skønhed. Bogen er mit første møde med Dostojevskij, men bestemt ikke mit sidste. En anden bog jeg læste i oktober, var Patti Smiths Hengiven, der var lige ved at blive månedens bog, derfor får den lov til at være med her på billedet. Patti Smith skriver vidunderligt, og jeg er vild med alle hendes bøger.

November

Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd

Bogen er så anderledes, den er magisk, kvinder bliver til træer, man spindes ind i en verden, man ikke har lyst til at forlade og som viser en andre muligheder og livsomstændigheder.

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

December

Maja Lucas: Gennem natten og vinden

En helt igennem fantastisk bog om en mor og et barn. Om kaotisk liv, svigt og kærlighed. Hovedpersonen Johanne er så skarp og man fatter sympati for hende, selv om hun på mange måder handler usympatisk. Jeg både grinende og gyste mens jeg læste.

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

Julias liste i alfabetisk rækkefølge:

Leigh Bardugo: King of Scars

Pierce Brown: Red Rising trilogien

Dostojevskij: Forbrydelse og straf

E.M. Forster: Maurice

E.M. Forster: Værelse med udsigt

Neil Gaiman og Terry Pratchett: Good Omens

Neil Gaiman: Nobody

Kalevala Finlands national epos

Patrick Ness: The Crash of Hennington

Alexander Puskin: Onegin

Når børn læser – Lili

Jeg har tre piger. Tre piger der læser. Tre piger der læser på hver deres måde og hver deres litteratur. Det er også helt forskelligt, hvor meget de holder af at læse.

Julia, som jeg tidligere har skrevet om, er vel nærmest afhængig af at læse. Men Lili min mellemste, er 14 år og læser mest, når hun keder sig, eller ikke ved, hvad hun ellers skal lave. Eller sådan var det engang, sådan er det ikke helt mere. Nu læser hun også af lyst.

Da hun startede i skole, var hun mest optaget af at lege, hun læste ikke rigtig og det med at lære det, var da ok, men det var sjovere at lege i frikvarterne. Vi læste godnathistorier herhjemme for hende, og hun læste selv lidt, men ikke det store. Jeg prøvede at låne bøger med hjem til hende, vi gik på biblioteket og vi læste højt, og det var fint nok, men at læse selv var ikke lige det vilde.

Måske var det fordi Lili helst ville læse realistiske bøger, helst de triste af slagsen, men da storesøsters bogreoler bugnede af fantasy og sci-fi var det ikke lige her, hun kunne finde inspiration.

Nej, billedet er ikke opstillet, Lili læser af og til Bøger-tillægget.

Jeg måtte tænke tilbage på mig selv som barn og ung. Jeg læste også helst den triste slags litteratur (det gør jeg faktisk stadigvæk) og jeg kom i tanke om, at jeg havde læst Guds blinde øje af Jacob Bech Nygaard. Vi fandt den antikvarisk, og da hun fik den i hånden, læste hun pludselig og hurtigt hele bogen. Det gik til gengæld ikke så godt med efterfølgeren Du blev træl, her var hovedpersonen blevet voksen og det var alt for dystert og langt fra hende selv, til at den blev læst.

Vi forsøgte med Tudemarie, men den gik hun også i stå med og sådan gik det med en del bøger. Da jeg startede med at arbejde på Gentofte Hovedbibliotek januar i år, mødte jeg flere ret vilde bibliotekarer, blandt andet Hanne og Johanne. Jeg fortalte dem om Lili og spurgte, hvad de kunne anbefale. Og det viste sig, at vi skulle ned i magasinet for at finde bøger, der gav Lili lysten til at læse. Vi startede med Hjørdis Varmer og Karen fra Hedegården, flere bøger af hende fulgte, Gerd Rindel kom til og særligt bogen Ulvetænder fik vi genfortalt meget herhjemme. 

https://imgcdn.saxo.com/_9788702221954/0x500

Gennembruddet kom imidlertid da Johanne anbefalede Maria Gripes bøger Skyggen over stenbænken. Der er vist 4 bøger i serien og de fire ret tykke bøger blev startskuddet til, at Lili fik læseglæden og nu selv finder bøger frem og læser. Lige for tiden er hun i gang med Det lille hus på prærien-serien, som dog mest er en aftenbog, da den ikke er uhyggelig overhovedet.

Det lille hus på prærien i bogform, vi er også i gang med at se serien, den er stadig ligeså god.

Udover at være læser er Lili også hjemmets bibliotekar, det er hende, der holder styr på flere af afdelingerne af vores helt eget bibliotek. Hun har også arrangeret strikke- og hækleklub og forfatterarrangementer i stuen. Af og til opstår der også bogklubber, når hun og storesøster Julia læser den samme bog, det skete med Maria Gribe-serien.

Lili anbefaler:

Jacob Bech Nygaard: Guds blinde øje (ikke for sarte læsere)

Maria Gripe: Skyggen over stenbænken (serie på 4, Lili siger man godt kan droppe fireren)

Gerd Rindel: Ulvetænder

Hjørdis Varmer: Karen fra Hedegården

Michael Ende: Momo

De vildeste bøger

De vildeste bøger giver sus i håret og pulsen stiger.

Bogen går i blodet og vejrtrækningen bliver hurtigere. Man må læse og læse og læse.

Selv når der laves mad, må der læses og maden brænder på. Sådan er det med de vildeste bøger.

Jeg jagter altid oplevelser med de vilde bøger.

De vilde bøger fjerner mig fra virkeligheden og ind i en anden.

Min hørelse forsvinder og jeg kan læse i den vildeste støj.

De vildeste bøger er dem, der er hurtigt læst, og som man hele tiden må tale om.

De vildeste bøger sætter sig som fysiske mærker på kroppen.

De vildeste bøger kan også være krimier, som jeg ellers ikke læser så mange af.

Nogle af de vildeste bøger er:

Hanne Højgaard Viemose: HHV FRSWN – Dødsknaldet i Amazonas

Stephen King: Det onde

Hanya Yanagihara: Et lille liv

Stieg Larsson: de der med Lisbet Salander

Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike

Naja Marie Aidt: Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage

Linn Ullmann: Før du sover

Lars Saabye Christensen: Maskeblomstfamilien

Carl Frode Tiller: Begyndelser

Kim Leine: Profeterne i evighedsfjorden

Tom Kristensen: Hærværk

Christina Hagen: White girl

Jonas Eika: Efter solen

Maja Lucas: Mor

Maja Lucas: Gennem natten og vinden

Edouard Louis: Hvem slog min far ihjel

De smukkeste bøger

De smukkeste bøger giver et sug i maven, åbner for luft til hjernen, giver ro og hjertebanken.

De smukkeste bøger gør mig lykkelig.

Det er dem, der får mig til at læse.

Det er dem, der sætter jagten efter den næste poetiske oplevelse i gang.

De smukkeste bøger er blandt andet:

Tarjei Vesaas: Fuglene

Audur Ava Olafsdottir: Stiklingen

Jon Fosse: Trilogi, Andvake, Olavs drømme og Kvekdsværd

Einar Mar Gudmundsson: Universets engle

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig, giv det tilbage

Jon Kalman Steffansson: Himmerige og helvede, Englenes sorg og Menneskets hjerte

Fjodor Dostojevskij: Hvide nætter

Josefine Klougart: Stigninger og fald

Søren Ulrik Thomsen: Levende

Tomas Espedal: Året

Ida Jessen: Ramt af ingenting

Per Petterson: Ud og stjæle heste

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per

Universets smukkeste engle

En helt utrolig grim bogforside til en helt utrolig smuk bog.

Ugens bog er en af mine absolut yndlingsbøger. Universets engle er en ældre sag, den er fra år 1993, min udgave er fra 2003. Jeg fik mit eksemplar af min veninde Maj-brit i fødselsdagsgave i 2012. Det ved jeg, fordi jeg har det med at skrive i mine bøger, hvem jeg får dem af og hvornår. Der gik et par år inden, jeg fik bogen læst, men da jeg endelig gik i gang, læste jeg den i et hug. Jeg kan huske, at jeg var syg og lå på sofaen med feber og lod mig overvælde af det smukke sprog og den vilde historie, der udspiller sig i to spor. Bogen er barsk og smuk på samme tid og jeg tror det er tid til at læse den igen.

Kvinder der tegner kvinder – Signe Parkins og Line Jensen

Opslag i den lille fine bog, På den anden side, her har Signe Parkins illustreret, derudover har Kamila Slocinska og Line Lisberg Refstaup også lavet små historier.

Jeg har længe været fascineret af Signe Parkins streg. Hendes billeder balancerer mellem det grimme og det skønne, og minder mig på en måde om Kviums malerier, samtidig har hun sin helt egen stil. Jeg er ret vild med det. Kvindekroppen er ofte i centrum, og så ser det ud som om, at tegningerne er leget frem. Det ved jeg ikke, om de er, men det lød næsten sådan i Skønlitteratur på P 1, hvor Signe Parkins og Line Jensen fortalte om deres arbejdsproces.

Tusindfryd. Bogen udkom i 2017. Jeg købte den på Bogforum og i år ønsker jeg mig den nye bog Grøde.

Jeg har altid haft en fascination af det lidt dystre og det lidt skæve, som der både er i Signe Parkins og Line Jensens tegninger.

Nogle af de bøger, Signe Parkins har lavet. Blomsten der elskede mig er skrevet af Hanne Kvist og den lille bog Dage er af Dorthe Nors og har tidligere været ugens bog her på Bogsult.dk.

Udover Signe Parkins nævnte jeg også Line Jensen. Line har jeg fulgt på Instagram i en del år nu, og hendes bøger og tegninger er helt vidunderlige. Hun skriver og tegner om hverdagen med børn og arbejde og mand på en befriende, genkendelig og humoristisk måde. Derfor købte jeg også hendes kalender på Bogforum i år. Lines bøger ser sådan her ud, og hvis du har det på samme måde som mig med deres tegninger og universer, så synes jeg, du skal finde lånerkortet eller dankortet frem og få fat i nogle af Signe og Lines bøger.

To bøger jeg har grinet til og er helt vild med, her set i modlys.

Lyset og fotografiet

Et billede af billeder der hænger på min væg. Fotografierne har jeg taget, ænderne er malet af Johannes Larsen.

Nan Goldin, Wolfgang Tillmans, Cindy Sherman, Juergen Teller og Annie Leibovitz, de var alle sammen fotografer, som jeg var vild med i 90’erne, mens jeg læste på RUC. Da jeg afleverede mit speciale lige før jul i år 2000, søgte jeg samtidig ind på K.U.B.A. for at studere fotografi.

Min smag i fotografi udvidede sig i mødet med den ene af mine lærere på skolen, Michael Staggemeier. Michael fotograferede i sort/hvid og lavede underlige projekter, som fx at fotografere en stor sten langt ude i vandet, mens han målte havdybden. Jeg er ikke sikker på, jeg helt forstod det, men det gjorde heller ikke så meget, for der var skønhed i billedet, og det var alt. Det var bedre end noget andet, det var underligt og dragende og helt vildt smukt.

Et lille udvalg af Robert Adams bøger.

Michael introducerede mig for lyset og skønheden i fotografiet og for Robert Adams, som jeg lige siden har elsket. Bogen Listening to the river er en af mine yndlingsfotobøger. Den, og så hans bog I hear the leaves and loves the light, som er en bog om fotografens lille hund og dens færden rundt i haven. Det er en helt vidunderlig sentimental og smuk bog.

Billedet er fra I hear the leaves and love the light
Opslag fra Listening to the river.

På K.U.B.A mødte jeg også to søde norske piger, Aina Villanger og Nina Hurum. Aina er i dag forfatter, og har skrevet tre bøger, hvor de to er langdigte. Aina skriver underfundigt, hendes humor er hele tiden til stede under overfladen, det er mystisk, sjovt og smukt, og så er det skønt at læse på norsk, særligt hendes bog Baugeids bok er vidunderlig.

Nina tog de mest fantasifulde billeder af os alle dengang. Blandt andet en serie af hendes kæreste, der med fagter fortalte om en stor fugl, han havde set. Serien med billederne blev udstillet i en gammeldags ramme og på mit lille sofabord, som jeg havde arvet fra min mormor, det var moderne og gammeldags på samme tid, jeg tænker tit på den billedserie og ville ønske jeg havde købt den af hende dengang.

Min kærlighed til fotobøger har jeg stadig og bøgerne af Robert Adams står stadig i reolen.

Andre yndlingsfotobøger:

Lars Tunbjørk: Home

Cindy Sherman: Film Stills

Per Bak Jensen: Stedernes væsen

Robert Frank: Hold Still – Keep Going

Susanne Wellm: Photogravure

Jacqueline Roberts: Vevais Werk

Sally Mann: Immediate family

Nan Goldin: Diving for pearls

Pontoppidan og HF

Jeg gik på HF. Vi læste Rifbjerg, islandske sagaer, Strunge og måske Tove Ditlevsen, men vi læste aldrig noget fra det moderne gennembrud, så det var først, da jeg startede med at læse til lærer, at jeg stødte på Henrik P. Vi skulle læse Muld af ham, Niels Lyhne af J.P. Jacobsen eller Constance Ring af Amalie Skram og jeg valgte instinktivt Pontoppidan og det blev en helt fysisk oplevelse at læse Muld.

Den fineste bog i reolen. Det forjættede land fra 1893.

Jeg kan huske, vi var i sommerhus, det var vinterferie og jeg skulle læse den her gamle bog. Jeg havde valgt den ældste udgave, jeg kunne finde på biblioteket. De første 30 sider var hårde, jeg kan huske, at jeg sagde til Jakob, at jeg nok aldrig kom igennem den bog, at sproget var gammelt, at navneord var stavet med stort og der var dobbelt a. Det føltes helt umuligt. Men pludselig efter de første 30 sider åbnede bogen sig for mig, sproget løftede og bar mig, lukkede op for en verden, jeg ikke før havde læst om og sproget var ikke længere gammeldags, det var smukt. Beskrivelserne, de lange sætninger, letheden og omstændigheden. Hans evne til at være præcis og skabe billeder med ord. Jeg var fanget og lykkelig.

Et lille udvalg af gamle og nye venner.

Mit hjerte banker hårdere og mere intenst, når jeg læser Pontoppidan. Det var og er mindblowing og rammer mig lige i hjertet. Derfor samler jeg også på bøger af Henrik Pontoppidan i dag. Så da en bekendt skrev på Facebook, at hendes gymnasielærer-far var ved at luge ud i sine bøger, og om jeg ville have nogle, tog jeg hjem til ham og hentede en taskefuld af gamle bøger, flere fra starten af 1900-tallet og en enkelt fra 1883. Den er dog af Herman Bang.

Muld er første del af Det forjættede land, og jeg mangler stadig at læse de sidste to dele, jeg har bogen stående i reolen, udgaven er fra 1898 og venter på det rigtige tidspunkt, for der skal være tid og en særlig plads til at læse Pontoppidan.

Magiske billedbøger

Et lille udvalg af nogle af vores yndlings billedbøger herhjemme

Er der noget som billedbøger? Ikke hvis man spørger mig, jeg er ret vild med billedbøger og jeg låner stadig mange med hjem til mine tre døtre, der nu er 9, 14 og 16 år. Og de læser dem og ser på billederne, for det er det, det handler om, billederne. Herhjemme er vi vilde med tegninger og lægger altid mærke til hvordan noget er tegnet, og hvem der har lavet det. Vi har forskellige yndlingstegnere.  

Jeg er ret vild med tegnere med kant såsom Anna Jacobina Jacobsen, Rasmus Bregnhøj og Otto Dickmeiss så det sker tit, at min børn ikke er helt så vilde med bøgerne, som jeg er. De er simpelthen for sære, for uhyggelige og ubehagelige. Måske lige bortset fra Rasmus Bregnhøj, som man vist heller ikke kan komme uden om, da han har illustreret en del børnebøger. Tegneserien om Mira er et hit herhjemme, men det er faktisk findebogen Jeg leder og leder og leder, der har været det største hit, en bog, hvor der blandt andet er gummistøvlesøstre med. Den er finurlig og underlig på en meget charmerende måde, og så er der intertekstuelle referencer i bogen til andre bøger og det er altid sjovt at sidde og lede efter, synes jeg.

Den tegner, jeg for tiden er allergladest for, er Lea Letén og særligt bogen om Fars gave, hvor bogens hovedperson køber en kam til sin skaldede far i fødselsdagsgave, den er helt vidunderlig. Solvej er også vild med en bog, hvor en pige skal i svømmehallen med sin mor også af Lea Letén, den hedder Minna i svømmehallen. For tiden læser jeg Hjertehuset af Annette Herzog for min yngste, og det gør jeg mest på grund af tegningerne, som er tegnet af Lea Letén, historien er også meget fin, men tegningerne løfter lige bogen op og gør den ekstra finurlig.

Jeg ved ikke om kærligheden til tegninger startede med Ilon Wiklands tegninger til Astrid Lindgrens bøger, men jeg er stadig vild med dem. Det er som om, jeg ikke kan se mig mæt på de tegninger, jeg rigtig godt kan lide og det er nok derfor jeg stadig låner billedbøger, for at sidde og stirre.

Hund af Tina Sakura Bestle er en trist historie, smukt illustreret af Anna Jacobina Jacobsen
Det her er en virkelig fin historie af Mette Eike Neerlin