Musik på bog- Ledøje, London, København .

Musik. Det er længe siden, jeg har været med på det nyeste nye, når det gælder musik. Min musiksmag er fanget i fortiden, og derfor lytter jeg stadig til Blur, Nick Cave, P.J. Harvey, Tori Amos og The Smiths. Hvis jeg hører nyt, er det på grund af mine musikkyndige venner, der sender mig videoer og tips, eller min store teenagedatter der konstant lytter til et eller andet på Spotify, og så har jeg endelig fattet Billie Eilish. Hvis hun havde været fremme, da jeg var teenager, havde jeg ELSKET hende. På en måde er jeg også ret vild med hende nu.

Da jeg var teenager, læste jeg alt om Boy George og hans misbrug og var rædselsslagen. Jeg dyrkede Madonna og købte brugte Bravo‘er, så jeg kunne samle en helfigursplakat af hende og hænge op. Jeg kyssede Prince godnat og faktisk også Simon Le Bon. Jeg havde nogle vildt flotte plakater med dem dengang. Jeg kan huske, at jeg gik forbi Fona på gågaden i Ballerup og så en stor pap-Prince-figur i vinduet. Det tog mig et par minutter at samle modet, men så stod jeg også med en papfigur under armen, og kunne tage selfies eller selvportrætter, som vi kaldte det dengang, sammen med Prince og mine venner Annemette og Erik.

En smuk bog om et af min teenagetids allerstørste idoler, Prince. The Beautiful one.

Jeg har læst bunker af musikblade og fotobøger om mine idoler, men jeg har egentlig aldrig dyrket biografien. Jeg har læst Just Kids af Patti Smith, men den læste jeg mest på grund af Robert Mapplethorpe, som jeg var vild med den gang, han udstillede på Louisiana, og det er en vidunderlig bog. Efter den har jeg læst alle Patti Smiths bøger, hun har en særlig poesi i sproget, som giver dem en litterær kvalitet, som jeg sætter pris på.

Just Kids oven på uglepude og hæklet tæppe, meget Patti Smith.

Men nu, nu er jeg endelig gået i gang med min første rigtige musik-selvbiografi, og den er skrevet af Elton John, bør man skrive Sir før? Jeg ved det ikke, men nu er jeg i gang, den er hylende morsom, og jeg er ikke engang fan af manden. Pludselig lå den bare der på biblioteket og skulle egentlig videre til en låner, men igen, jeg kunne ikke holde fingrene fra den, og snuppede den med hjem og gik i gang, lagde den fra mig et kort sekund, da jeg skulle lave mad, og da jeg kom tilbage, sad Julia og læste i den. Der er åbenbart andre i huset med en svaghed for store solbriller og pop. Hun foreslog, at vi kunne læse bogen samtidig, men da jeg også var i gang med Jonas Eikas debutroman og en novellesamling af Dorthe Nors, og hader at dele bøger med andre, gav jeg hende bogen. Så havde jeg også en testlæser, der kunne fortælle mig om den var noget værd. Og det siger hun, at den er. Lige nu lytter hun i hvert fald til ALLE Eltons udgivelser på Spotify, og jeg har bogen for mig selv igen.

Indtil videre er det en ret sjov bog, Elton John har en velsignet evne til at se verden gennem et selvironisk filter, han er tilpas lidt selvhøjtidelig og utrolig selvudleverende og så har han sans for detaljer. Jeg sidder ofte og griner, mens jeg læser, det er utrolig godt og fængende skrevet. Jeg er godt halvvejs og glæder mig til at høre om resten af Sir Eltons liv.

Julia har tegnet Elton John, og jeg har fået lov til at lægge billedet op.

Imens jeg læser om Elton har Jakob læst hele to selvbiografier, den ene af Morrissey, som jeg gav ham i julegave og den anden af Beastie Boys, som jeg gav ham i fødselsdagsgave, og særligt den første har jeg hørt meget om. Morrissey lyder som, man måske kan regne ud, som et lidt besværligt bekendtskab, men også fascinerende. Jeg har elsket The Smith og Mozz siden engang i slut 80’erne, altså musikken, Morrissey er vist blevet lidt skør på det sidste. Jeg nåede aldrig at se The Smiths eller Morrissey live, til gengæld har jeg skreget The Queen is Dead ud over Kilburns tage.

Beastie Boys på bog. Men hvorfor har de sat det klistermærke der?

Med hensyn til Beastie Boys er mit første minde om dem, dengang jeg som 13-årig stod på tæer i Fona for at nå det nyeste kassettebånd Licensed til Ill. Efter det var jeg solgt og har danset ufattelig meget til Fight for your right to party på ungdomsskolen. Kassettebåndet har jeg stadig.

Åh! Den her bog, det er mest billeder, men hvor er det skønt.

Og så er der Blur. I går fortalte jeg Julia om dengang, jeg så Blur i Den Går Hal på Christiania sammen med Maj-brit, Erik og Jakob. Blur fylder mig med længsel efter ungdom og London, de minder mig om en tid, hvor jeg gik i Fred Perry polo’er, korte nederdele og var Brit pop. Og så fylder de for tiden igen, fordi jeg har genlyttet til P6 Beat elsker Damon Albarn. Men til den koncert for længe siden, sagde vi (Maj-brit og jeg) nej tak til at komme back stage og møde Blur. Nej tak, ja, det sagde vi, fordi Erik og Jakob var gået ud og stod og ventede på os udenfor. Jeg kunne godt se på Julia, at det nok var verdens dummeste svar, men måske forstod vi heller ikke helt dengang, at det var det, vi var blevet tilbudt. I går kiggede jeg så i Blurbogen, og så, at der var billeder af Blur backstage til en koncert i Shepards Bush Empire 1995, hvor jeg så dem første gang. Jamen altså, hvorfor har jeg altid været så fornuftig.

Boobmonstret på forsiden. Julia var vildt bange for den bog, da hun var lille.

Chicks on Speed, de er nok mere Jakobs ting end min, men jeg elsker det her nummer.

De råber, og det kan jeg i den gang relatere til. Bogen her, var Julia bange for, da hun var lille. Den er også vild og eksperimenterende og sjov og skør og det fedeste var, at der fulgte en kjole med i et stykke stof, som de havde designet. Jeg gik lidt i kjolen, men ikke meget, den var ret uformelig og så var Jakob ret øm over den.

Der findes en million bøger om musik, det her er var bare nogle få. Den næste jeg skal læse er den om Prince, jeg håber den kan leve op til mine forventninger.

Årets bøger 2019

Jeg laver lister. Lister over de bøger, jeg læser. Det samme gør Julia og Lili.  Hvis jeg ikke lavede lister, ville jeg ikke ane, hvad jeg havde læst i løbet af året, så jeg laver lister for at huske og for at se, hvilke bøger jeg kan huske, når året er gået. Og så laver jeg også lister, så jeg kan anbefale bøger til andre, der spørger, hvad jeg læser.

Nyindkøbt notesbog til årets læseoplevelser i 2020.

I 2019 nåede jeg at læse 80 bøger. De 57 var romaner, 15 var digt- eller novellesamlinger og de sidste 7 var tegneserier/grafic novels. Til sammenligning har Julia nået at læse 186, så jeg er lidt bagud, men jeg har også langt mere at se til og læser uendeligt meget langsommere end hende, så jeg er undskyldt. Lili har blandt andet læst alle bøgerne i Det lille hus på Prærien-serien, som vi stadig er i gang med at se på DVD. Vi er nået til sæson 6 og det er lige før, jeg synes, vi har set nok nu.

Årets bøger kan man se samlet på min læseliste. Her har jeg imidlertid valgt en bog pr måned, bogen er valgt ud fra det simple kriterie, at det er en bog, der har gjort indtryk på mig den måned i 2019. Jeg har også bedt Julia om at vælge sine 10 bedste, de kommer bagefter. Her kommer først mine i kronologisk rækkefølge:

Januar:

Henrik Pontoppidan: Isbjørnen

Årets Pontoppidan er Isbjørnen, det er årets første bog. Jeg har ikke læst vildt meget af Pontoppidan, men det jeg har læst, har gjort at jeg er blevet forelsket i hans sprog, hans sarkasme og sociale engagement. Det hele hænger sammen hos Pontoppidan og så holder det stadig efter 100 år på bagen, særligt Lykke-Per er vidunderlig, men Isbjørnen kan også noget.

Februar

Hanne Højgaard Viemose: HHV FRSWN Dødsknaldet i Amazonas

Hanne er vild og Hannes bøger river en rundt. Hun skriver helt vildt og vildt godt. Jeg har skrevet en del gange om Hanne Højgaard Viemose, og det er ikke kun denne her bog, der er værd at læse. Alle hendes bøger er vildt gode.

Marts

Jonas Eika: Efter solen

Novellerne tog fuldstændig fusen på mig, jeg, der ellers ikke er så vild med noveller, blev blæst bagover, målløs over vildskaben og de helt igennem anderledes noveller. Bogen vandt Nordisk Råds Litteraturpris og Jonas Eika holdt en utrolig takketale og gav alle pengene fra præmien til Sjælsmark.

April

Jon Kalman Stefansson: Englenes sorg (del 2 i trilogi)

Vidunderlig bog skrevet med det smukkeste sprog. Det er ikke forbi, der sker så meget, men det der sker, og måden det er beskrevet på, er så uendelig smukt og trist. Jeg er vild med alle 4 bøger, jeg har læst af ham, men denne her er den, jeg har givet flest hjerter i min listebog.

Maj

Liv Strömqvist: Kundskabens frugt

Tegneserie med fokus på kvindens underliv og kulturhistorie. Det er både sindsoprivende, sjovt og tragisk. Alle bør læse den, hvis du spørger mig.

Juni

Daniel Kehlmann: Jeg og Kaminski

Rigtig god bog. Bogen er skrevet i et vidunderligt sprog. Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvor meget der er fiktion og hvor meget der ikke er. Men sådan er det tit med fiktion, der leger med virkeligheden.

Juli

Geir Gulliksen: Historie om et ekteskap

En virkelig god skildring af begyndelsen mod en enden, skilsmisse. Godhed og naivitet, den menneskelige psyke, ægteskabets udfordringer og den meget bløde og forstående mand. Jeg købte bogen i Norge, derfor er den læst på norsk, hvilket var en fornøjelse, da jeg så kunne høre Geirs stemme for mig, da jeg læste bogen.

August

Amalie Langballe: Forsvindingsnumre

Hassan Preisler havde et program på Radio24/7, der hed Det næste kapitel, det program var i 2019 mit cykelsoundtrack sammen med Skønlitteratur på P1. Programmet er desværre ikke tilgængeligt mere, men det interview Hassan Preisler lavede med Amalie Langballe, er et af de bedste interviews, jeg har hørt, måske fordi der var noget på spil hos dem begge. Interviewet fik mig også til at læse Amalies bog Forsvindingsnumre, og selv om jeg ikke synes bogen når interviewet til sokkeholderne, så er det stadig en rigtig god bog om at miste, om at mangle grænser og om at finde sig selv, måske. Bogen vandt Debutantprisen i 2019.

September

Audur Ava Olafsdottir: Stiklingen

En smuk historie om en far og hans datter. Om roser og klosterhaver. Hvilken ro, hvilken skønhed, jeg græd af lykke, da jeg læste den. En helt vidunderlig bog.

Oktober

F. Dostojevskij: Hvide nætter

En romantisk, og så alligevel ikke, historie der foregår i Sankt Petersborg og overraskede mig med sin skønhed. Bogen er mit første møde med Dostojevskij, men bestemt ikke mit sidste. En anden bog jeg læste i oktober, var Patti Smiths Hengiven, der var lige ved at blive månedens bog, derfor får den lov til at være med her på billedet. Patti Smith skriver vidunderligt, og jeg er vild med alle hendes bøger.

November

Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd

Bogen er så anderledes, den er magisk, kvinder bliver til træer, man spindes ind i en verden, man ikke har lyst til at forlade og som viser en andre muligheder og livsomstændigheder.

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

December

Maja Lucas: Gennem natten og vinden

En helt igennem fantastisk bog om en mor og et barn. Om kaotisk liv, svigt og kærlighed. Hovedpersonen Johanne er så skarp og man fatter sympati for hende, selv om hun på mange måder handler usympatisk. Jeg både grinende og gyste mens jeg læste.

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

Julias liste i alfabetisk rækkefølge:

Leigh Bardugo: King of Scars

Pierce Brown: Red Rising trilogien

Dostojevskij: Forbrydelse og straf

E.M. Forster: Maurice

E.M. Forster: Værelse med udsigt

Neil Gaiman og Terry Pratchett: Good Omens

Neil Gaiman: Nobody

Kalevala Finlands national epos

Patrick Ness: The Crash of Hennington

Alexander Puskin: Onegin

Når børn læser – Lili

Jeg har tre piger. Tre piger der læser. Tre piger der læser på hver deres måde og hver deres litteratur. Det er også helt forskelligt, hvor meget de holder af at læse.

Julia, som jeg tidligere har skrevet om, er vel nærmest afhængig af at læse. Men Lili min mellemste, er 14 år og læser mest, når hun keder sig, eller ikke ved, hvad hun ellers skal lave. Eller sådan var det engang, sådan er det ikke helt mere. Nu læser hun også af lyst.

Da hun startede i skole, var hun mest optaget af at lege, hun læste ikke rigtig og det med at lære det, var da ok, men det var sjovere at lege i frikvarterne. Vi læste godnathistorier herhjemme for hende, og hun læste selv lidt, men ikke det store. Jeg prøvede at låne bøger med hjem til hende, vi gik på biblioteket og vi læste højt, og det var fint nok, men at læse selv var ikke lige det vilde.

Måske var det fordi Lili helst ville læse realistiske bøger, helst de triste af slagsen, men da storesøsters bogreoler bugnede af fantasy og sci-fi var det ikke lige her, hun kunne finde inspiration.

Nej, billedet er ikke opstillet, Lili læser af og til Bøger-tillægget.

Jeg måtte tænke tilbage på mig selv som barn og ung. Jeg læste også helst den triste slags litteratur (det gør jeg faktisk stadigvæk) og jeg kom i tanke om, at jeg havde læst Guds blinde øje af Jacob Bech Nygaard. Vi fandt den antikvarisk, og da hun fik den i hånden, læste hun pludselig og hurtigt hele bogen. Det gik til gengæld ikke så godt med efterfølgeren Du blev træl, her var hovedpersonen blevet voksen og det var alt for dystert og langt fra hende selv, til at den blev læst.

Vi forsøgte med Tudemarie, men den gik hun også i stå med og sådan gik det med en del bøger. Da jeg startede med at arbejde på Gentofte Hovedbibliotek januar i år, mødte jeg flere ret vilde bibliotekarer, blandt andet Hanne og Johanne. Jeg fortalte dem om Lili og spurgte, hvad de kunne anbefale. Og det viste sig, at vi skulle ned i magasinet for at finde bøger, der gav Lili lysten til at læse. Vi startede med Hjørdis Varmer og Karen fra Hedegården, flere bøger af hende fulgte, Gerd Rindel kom til og særligt bogen Ulvetænder fik vi genfortalt meget herhjemme. 

https://imgcdn.saxo.com/_9788702221954/0x500

Gennembruddet kom imidlertid da Johanne anbefalede Maria Gripes bøger Skyggen over stenbænken. Der er vist 4 bøger i serien og de fire ret tykke bøger blev startskuddet til, at Lili fik læseglæden og nu selv finder bøger frem og læser. Lige for tiden er hun i gang med Det lille hus på prærien-serien, som dog mest er en aftenbog, da den ikke er uhyggelig overhovedet.

Det lille hus på prærien i bogform, vi er også i gang med at se serien, den er stadig ligeså god.

Udover at være læser er Lili også hjemmets bibliotekar, det er hende, der holder styr på flere af afdelingerne af vores helt eget bibliotek. Hun har også arrangeret strikke- og hækleklub og forfatterarrangementer i stuen. Af og til opstår der også bogklubber, når hun og storesøster Julia læser den samme bog, det skete med Maria Gribe-serien.

Lili anbefaler:

Jacob Bech Nygaard: Guds blinde øje (ikke for sarte læsere)

Maria Gripe: Skyggen over stenbænken (serie på 4, Lili siger man godt kan droppe fireren)

Gerd Rindel: Ulvetænder

Hjørdis Varmer: Karen fra Hedegården

Michael Ende: Momo

De vildeste bøger

De vildeste bøger giver sus i håret og pulsen stiger.

Bogen går i blodet og vejrtrækningen bliver hurtigere. Man må læse og læse og læse.

Selv når der laves mad, må der læses og maden brænder på. Sådan er det med de vildeste bøger.

Jeg jagter altid oplevelser med de vilde bøger.

De vilde bøger fjerner mig fra virkeligheden og ind i en anden.

Min hørelse forsvinder og jeg kan læse i den vildeste støj.

De vildeste bøger er dem, der er hurtigt læst, og som man hele tiden må tale om.

De vildeste bøger sætter sig som fysiske mærker på kroppen.

De vildeste bøger kan også være krimier, som jeg ellers ikke læser så mange af.

Nogle af de vildeste bøger er:

Hanne Højgaard Viemose: HHV FRSWN – Dødsknaldet i Amazonas

Stephen King: Det onde

Hanya Yanagihara: Et lille liv

Stieg Larsson: de der med Lisbet Salander

Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike

Naja Marie Aidt: Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage

Linn Ullmann: Før du sover

Lars Saabye Christensen: Maskeblomstfamilien

Carl Frode Tiller: Begyndelser

Kim Leine: Profeterne i evighedsfjorden

Tom Kristensen: Hærværk

Christina Hagen: White girl

Jonas Eika: Efter solen

Maja Lucas: Mor

Maja Lucas: Gennem natten og vinden

Edouard Louis: Hvem slog min far ihjel

De smukkeste bøger

De smukkeste bøger giver et sug i maven, åbner for luft til hjernen, giver ro og hjertebanken.

De smukkeste bøger gør mig lykkelig.

Det er dem, der får mig til at læse.

Det er dem, der sætter jagten efter den næste poetiske oplevelse i gang.

De smukkeste bøger er blandt andet:

Tarjei Vesaas: Fuglene

Audur Ava Olafsdottir: Stiklingen

Jon Fosse: Trilogi, Andvake, Olavs drømme og Kvekdsværd

Einar Mar Gudmundsson: Universets engle

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig, giv det tilbage

Jon Kalman Steffansson: Himmerige og helvede, Englenes sorg og Menneskets hjerte

Fjodor Dostojevskij: Hvide nætter

Josefine Klougart: Stigninger og fald

Søren Ulrik Thomsen: Levende

Tomas Espedal: Året

Ida Jessen: Ramt af ingenting

Per Petterson: Ud og stjæle heste

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per

Kvinder der tegner kvinder – Signe Parkins og Line Jensen

Opslag i den lille fine bog, På den anden side, her har Signe Parkins illustreret, derudover har Kamila Slocinska og Line Lisberg Refstaup også lavet små historier.

Jeg har længe været fascineret af Signe Parkins streg. Hendes billeder balancerer mellem det grimme og det skønne, og minder mig på en måde om Kviums malerier, samtidig har hun sin helt egen stil. Jeg er ret vild med det. Kvindekroppen er ofte i centrum, og så ser det ud som om, at tegningerne er leget frem. Det ved jeg ikke, om de er, men det lød næsten sådan i Skønlitteratur på P 1, hvor Signe Parkins og Line Jensen fortalte om deres arbejdsproces.

Tusindfryd. Bogen udkom i 2017. Jeg købte den på Bogforum og i år ønsker jeg mig den nye bog Grøde.

Jeg har altid haft en fascination af det lidt dystre og det lidt skæve, som der både er i Signe Parkins og Line Jensens tegninger.

Nogle af de bøger, Signe Parkins har lavet. Blomsten der elskede mig er skrevet af Hanne Kvist og den lille bog Dage er af Dorthe Nors og har tidligere været ugens bog her på Bogsult.dk.

Udover Signe Parkins nævnte jeg også Line Jensen. Line har jeg fulgt på Instagram i en del år nu, og hendes bøger og tegninger er helt vidunderlige. Hun skriver og tegner om hverdagen med børn og arbejde og mand på en befriende, genkendelig og humoristisk måde. Derfor købte jeg også hendes kalender på Bogforum i år. Lines bøger ser sådan her ud, og hvis du har det på samme måde som mig med deres tegninger og universer, så synes jeg, du skal finde lånerkortet eller dankortet frem og få fat i nogle af Signe og Lines bøger.

To bøger jeg har grinet til og er helt vild med, her set i modlys.

Når børn læser – Julia

Lili, min mellemste datter, har her interviewet sin storesøster om hendes læsning.
´Hvis du er heldig, kan du læse hendes svar her.

Lili, der er min mellemste datter har her interviewet sin storesøster Julia om at være læser, for hjemme hos er det noget, man kan være, læser.

Julia læser meget, mere end meget faktisk. Hun læser det meste af sin vågne tid og læser ofte den samme bog mange gange, noget jeg kun har gjort med Astrid Lindgrens bøger. Hun elsker bøger og har altid gjort det. Hun samler også på bøger.

Inden hun skulle i skole, glædede hun sig til at lære at læse, og lige fra hun lærte det, har hun læst. I starten var det næsten kun jumbobøger, men pludselig var det bøger og mange bøger. Hun blev sådan en bogsluger, man nærmest ikke kunne nå at fodre, fordi bøgerne blev læst så hurtigt. Nu finder hun selv ud af, hvad hun vil læse, og det er alt fra Dostojevskij til Don Rosas Anders And-historier. Med hende var det ikke svært at få læst de 20 minutter om dagen, som lærerne sagde man skulle. Hun har været selvkørende fra start og altid læst mindst en time om dagen. Sådan har det ikke været med mine to andre døtre, det kommer jeg tilbage til en anden gang.

I hjørnet af en sofa med en tyk bog, jeg har utallige af den slags billeder af min ældste.

Læsning har altid været lystbetonet herhjemme, vi har aldrig taget det så alvorligt med de der 20 minutter, men i stedet prøvet at drysse bøger rundt omkring, taget børnene med på biblioteket og ladet dem selv vælge bøger, læst højt og læst selv også i børnenes vågne tid.

I dag har Julia fået en smag for ældre litteratur, gerne russisk som Dostojevskij og Pusjkin, men også E. M. Forster og hans smukke bøger, ellers læser hun utrolig meget fantasy.

Lisbet Vestergaard skriver portrætter af læsere, og da hun skrev, at man altid kunne foreslå personer til hendes portrætter, foreslog jeg Julia. Hendes svar kan du læse på bogsnak.dk. Hun giver også tips til gode bøger, man kan læse.

Frank n Furter, Fri os fra kærligheden og hæmorider i Indonesien

I går var det Suzanne Brøggers fødselsdag, hun fyldte 75. Et kæmpestort tillykke til en af mine absolutte yndlingsforfattere.  

Ung og uvidende på vej mod diarrens verden.

”Det lød som Frank N. Furter, da han tog gummihandsker på i Rocky Horror Picture Show, svup sagde det.”

Ja tak, det gjorde det måske, men det var ikke sjovt, faktisk slet ikke. Jeg var i Indonesien med mine to veninder Mette og Trine, og det var Mette, der lige havde sammenlignet mit lægebesøg med vores på det tidspunkt fælles yndlingsfilm.

Året var 1993, og vi var på vores Asientrip efter HF. Rygsækken var pakket med lakrids og toiletpapir, for man ved jo aldrig, hvad der venter i de fattige lande. Når man så lander i en af verdens største byer, Jakarta, føles det lidt lamt at slæbe på tre ruller lokumspapir.

Jeg husker, at jeg havde én bog med, det var Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden, og så havde jeg Blurs første kassettebånd i walkmanen. Det var fedt. Alt var godt, alt var stort, vi havde jetlag og boede fattigt, ingen overnatning skulle koste mere end 15 kroner.

Banana Split. Det var min yndlingsdessert indtil den aften i Yogyakarta, hvor vi spiste fint på en restaurant med dessert og det hele. Det smagte godt, vi var glade og undrede os ikke så meget over, at restauranten næsten var tom.

Her holder jeg mit første eksemplar af Fri os fra kærligheden. En bog der gør indtryk.

Om natten startede det. Jeg var den første, der kravlede ud under myggenettet og ud på pedallokummet, så kom Trine og til sidst Mette. Sådan fortsatte det i fast rotation hele natten og de næste fem dage. Indtil der ikke var mere at give af. Indtil vi ikke kunne gå. Indtil det havde været en forløsning at give efter og give op. Vores værter kom storgrinende med bananer, som var det sidste i verden, vi havde lyst til at indtage.

Hotelværelset var ét stort rum og ét stort rod, og der var kun vinduer højt oppe, så man ikke kunne se ud eller ind. Vi havde en dobbeltseng og en enkeltseng med myggenet over. Det var det. Det var her, vi lærte, at man ikke skal spise hjemmelavet is på restauranter i Asien. Det var her, vi slugte litervis af sukker/saltvand og troede, det var ude med os. Det var her, vi så hinanden uden filter.

Da vi var blevet raske, rejste vi videre, væk fra de vidende og skælmske blikke, videre til Bali. Det buddhistiske paradis. Det var også her, den indonesiske Frank N Furter gemte sig.

På Bali læste jeg i Suzannes bog og blev forelsket i hende og hendes univers. Det vid, det sprog, hendes evne til at skrive om det personlige og gøre det alment og løfte det op på et akademisk niveau. Det gav mig adgang til en verden, jeg ikke kendte til, men som alligevel vækkede genklang i mig. Jeg var solgt og har været det siden.

Selv om Mette blev skamskoldet på Bali virkede livet let, vi købte batik og spiste frugt, de lækreste mangoer. Vi så film på cafeerne i Ubud hver aften og vandrede hjem i mørket med flagermusene flaksende over os. Det hele var godt. Eller det var det indtil et toiletbesøg, der viste blod på toiletpapiret. Og ikke det blod, der kommer en gang imellem, men blod der ikke burde være der.
Trine ringede straks til sin mor og spurgte, hvad det kunne betyde. Vores rejse fandt sted dengang, det kun var rockere og håndværkere der havde mobiltelefoner, så vi skulle først finde et Call Center for at ringe. (Det foregik sådan, at man står et offentligt sted og taler i en slags telefonboks. Og det var i det hele taget lidt omstændigt.)

Trines mor mente, det kunne være noget farligt, jeg var blevet ramt af, og vi måtte derfor hurtigt få mig til lægen. Nu er Ubud ikke ligefrem en storby med mange lægehuse eller hospitaler. Den lille, lokale lægeklinik bød på høns overalt, inde som ude, lutter mænd i venteværelset og et tyndt forhæng i stedet for en dør ind til konsultationsrummet. Med visheden om min snarlige død lagde jeg mig på maven på briksen, og så var det gummihandskerne kom frem, og den indonesiske dr. Frank N. Furter inspicerede mit meget private sted på dette meget lidt private sted.

Lægen konstaterede det, min yogalærer Claus plejer at kalde FF, friends for life, hæmorider, som jeg må have fået efter diareen i Yogyarkarta. Lettet og alligevel rystet gik turen til apoteket, hvor jeg fik udleveret mit produkt. Jeg har aldrig, hverken før eller siden, oplevet personalet på et apotek fnise så meget og så højt, som da jeg spurgte, hvordan det skulle anvendes.  

Hvis man ikke kender til Suzanne Brøggers forfatterskab, men gerne vil i gang med at læse hende, så er Fri os fra kærligheden et virkelig godt sted at starte. Også selvom man hverken har diarré eller hæmorider.

Et udvalg af Brøggers bøger i min reol.

Læs for livet

Kan man læse som gjaldt det livet?

Og kan man læse for at ændre sit liv til det bedre? Det tror jeg, og det tror de også på hos Læs for livet. Jeg arbejder der som frivillig, her sorterer jeg bøger og bygger biblioteker til børn og unge på børnehjem, sikrede institutioner, væresteder og plejefamilier. Bøgerne kommer ud til børn, der måske ellers ikke kommer så meget på biblioteket og derfor heller ikke altid får læst så meget. Det betyder, at de kommer fagligt bagud, derfor betyder det også helt vildt meget, at de får adgang til bøger, og det gør de på grund af Læs for livets biblioteker.  

Et lille kig ind i Læs for livets bibliotek.

Da jeg var barn, læste jeg helt utrolig meget, meget mere end jeg gør i dag. Tit læste jeg 2-3 bøger samtidig. Jeg var ikke så kræsen med, hvad jeg læste, jeg læste bare det jeg kunne finde på biblioteket og derhjemme. Jeg læste Stephen King, Thøger Birkeland, Klaus Lynggaard, Astrid Lindgren og alt muligt, som jeg har glemt i dag.

Læste jeg for livet dengang?

Måske, jeg læste i hvert fald for at få et udsyn og et indblik i andres liv og for at blive underholdt derude på landet, hvor jeg boede. Jeg kedede mig tit, og bøgerne var med til at fjerne den kedsomhed. Jeg har lært meget om mig selv ved at læse, jeg har lært andre måder at tænke på ved at læse, og jeg er blevet underholdt af at læse, og så er jeg blevet indigneret og vred af at læse. Læsningen har altid gjort mig klogere på forskellige aspekter i livet og mig selv.

Bjerge af bøger, der skal sorteres og sætte på plads.

I weekenden er der Bogforum, og jeg skal selvfølgelig derud. I år skal jeg stå på Læs for livets stand, det glæder jeg mig til. Min ældste datter, Julia, har lavet skilte til boden, og de er blevet virkelig fine. Julia er en vaskeægte læsehest og selvfølgelig skal hun med på Bogforum, hvor Patrick Ness kommer i år. Patrick Ness har skrevet bogen Monster og for nyligt trilogien Chaos Walking, som han kommer og fortæller om. Og de bøger kan vi varmt anbefale herfra.

Små skilte, der alle kommer til at hænge på Læs for livets stand på Bogforum. Julia har tegnet.

Vi bor i et bibliotek

Reklame for nye bøger i biblioteket

Velkommen i vores hjem, vores helt eget bibliotek. Lili, min mellemste, arrangerer hækle- og strikkekurser og holder styr på bøgerne. I stuen er det rigtige bibliotek, her er jeg chef, magasinet med børnebøger er på 1. sal og her er Lili chef, det rigtige magasin er ude i skuret bag øvelokalet, og det er noget værre rod. Young Adult er på Julias værelse, men billedbøgerne på Solvejs værelse er ikke en del af biblioteket, hun synes vist, det er noget pjat med det bibliotek.

Svea holder vagt over bøgerne, måske er hun udmattet af alt det støv, bøgerne samler

Ofte bliver der arrangeret forfatterforedrag, og vi har både haft Patrick Ness og Suzanne Brøgger på besøg i vores stue. De lignede lidt Lili, men hun påstår, det var den ægte vare, sjovt var det. Suzanne Brøgger fortalte blandt andet, at grunden til at Jadekatten hedder Jadekatten, er fordi hendes mor havde en fin kat i jade, ja, så ved I det.

Jeg kan faktisk godt lide ideen om, at mit hjem er et slags bibliotek. Mange af bøgerne har jeg ikke læst, endnu, og jeg låner ofte bøger ud, af og til bliver der også kasseret bøger og nogle ryger ud i vores bogkasse, der hænger i carporten. Forhåbentlig til glæde for andre læselystne. Men nogle gange er det noget rod, der er for mange bøger, der er bøger overalt, på gulvet, på alle borde, i sengene og på trappen i gangen. Vi vælter os i bøger, det er som om sulten efter bøger ikke stopper. Måske lige netop derfor blev jeg så glad, da jeg i går aftes hørte Public service på P1, hvor Lisbet Vestergaard gav gode råd til læsning og et af rådene var, at man skulle bade sine børn i bøger, for det er nok det jeg gør, bader mine børn i bøger.

Et populært kursus, hvis man spørger arrangøren