De tusind traner – en anbefaling

For ikke så længe siden, inden jeg blev sendt ud for at vise samfundssind og hjælpe i en børnehave med at smøre madder, spritte af og tørre numser, der skrev jeg en anbefaling af Yasunari Kawabatas bog De tusind traner. Bogen hørte jeg om, da jeg for 100 år siden, så en film om oversætter Mette Holm. Hun anbefalede Kawabata og derfor lånte jeg straks bogen på biblioteket. Åh the joy, den gang man havde adgang til et sådant. Da jeg så skulle skrive anbefalingen, blev jeg jo nødt til at købe bogen, det gjorde jeg så. 10 kroner kostede den.

Nu er anbefalingen kommet i Villabyerne og jeg bringer den også her:

Yasunari Kawabata er en japansk forfatter. Han levede fra 1899-1972 og modtog Nobelprisen i litteratur i 1968. På dansk foreligger De tusind traner og Kyoto eller de unge elskende i den gamle kejserstad.  Kawabata blev forældreløs som 3-årig og begyndte tidligt at skrive og arbejdede også som journalist, han brød igennem i Japan med novellen Den lille danserinde fra Izu fra 1926.

Bogen, De tusind traner, er en kærlighedsroman, men ikke som vi kender det fra den vestlige litteratur. Den er nemlig ikke særlig erotisk eller kropslig, den er snarere koket. I romanen følger vi en ung mand og hans søgen efter kærlighed, hans kurtisering af en ung kvinde. Kurtiseringen finder ofte sted i forbindelse med te-ceremonier.

Te-ceremonierne fylder en del i bogen. Vi får et grundigt indblik i, hvordan de foregår mens de danner en smuk ramme om historien om de tos kærlighedsaffære. Bogen kredser om den skam og de forventninger som både kvinder og mænd, men særligt kvinder, er underlagt i det Japanske samfund. Bogen er skrevet i et minimalistisk sprog og giver et smukt og anderledes indtryk af kærlighed, og hvad man kan skamme sig over. De mange beskrivelser af te-ceremonier giver et indblik i japansk kultur, opførsel, skam og kurtisering. Det er smukt og betagende.

På mange måder var romanen et kulturchok at læse for en vesterlænding som mig, kvinderne i bogen er underlagt strenge regler for, hvordan man skal opføre sig. Der er utrolig meget skam forbundet med at træde uden for de gængse normer. Et eksempel i romanen, er, da den kvindelige hovedperson har valgt at bruge en kop til sin te-ceremoni, som ikke er lige så fin, som de andre hun har. Det er nærmest utilgiveligt, at hun har valgt at bruge den og bestemt meget skamfuldt. Derudover sker der ting, jeg ikke vil røbe her, da de er bærende for romanens handling.

De tusind traner er en bog man bliver fascineret af, jeg kan varmt anbefale den.

Bonus:

Tranen er Japans nationalfugl og et symbol på lykke og et langt liv. Legenden fortæller, at den der folder tusind traner, får et ønske opfyldt, ofte et om et langt liv eller sundhed.  

Et billede af forfatteren som ung.

Noveller, noveller, noveller

Noveller er de korte historier, man lige kan snuppe en af inden sovetid eller som et afbræk, mens man læser en længere roman. Novellen er for mig et frikvarter og en måde at dykke ned i et univers i kortere tid. Og selv om jeg bedst kan lide romaner, så er der også noveller, der bare er for vilde og vildt gode. Jeg har samlet nogle af dem, jeg bedst kan lide her.

Hvis man er til de humoristisk, underspillede kan Dorthe Nors’ noveller noget, hun har en underfundighed i sproget og en måde at beskrive almindeligheder på, så det bliver sjovt og interessant. Gunhild Øyehaugs Knuder kan lidt det samme, men novellerne er mere symbolladede og groteske. Willy Sørensen er lidt i samme kategori, selvom han også bare er sig selv. Hvem husker ikke Blot en drengestreg? Og hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, så start med den. Den er fantastisk.

En novellesamling, der virkelig overraskede mig positivt, er Jonas Eikas prisbelønnede novellesamling Efter solen. Bare læs den, den har udsyn og er et must. Jeg købte den efter, jeg havde læst den, bare fordi jeg måtte eje den.

Henrik Pontoppidans spiddende samfundskritiske noveller fra Fra hytterne er smukke i sproget og har bid, de vil kritisere et ulige samfund og gør det ret så sarkastisk, det er så skønt at læse tekster, der vil ændre verden. Hosekræmmeren af Steens Steensen Blicher er måske vores første krimi, den er i hvert fald ret vild og er den også uhyggelig?

Hvis man er til de lidt mere mystiske og overnaturlige noveller, så er Samantha Schweblin: Fugle i munden et godt bud. Novellerne er fulde af gys, desperation og humor. Særligt novellen At dræbe en hund gyser man over. En anden novellesamling med barske og lidt overnaturlighed er Mariana Enriquez’ samling Ting vi mistede i ilden. Novellen Fri fra skole var den første novelle, jeg læste fra samlingen og den er på mange måder mystisk, men samtidig realistisk ubehagelig.

Realistiske noveller om livet på vrangen, barske og fantastiske, her er jeg særligt vild med Naja Marie Aidts Bavian og Raymond Carvers En alvorlig samtale og andre noveller. Jeg var vild med alle novellerne i Raymond Carvers bog, men særligt novellerne Er du læge og Er det rigtige kilometer er gode. Så selv om jeg plejer at sige, at jeg ikke er så vild med noveller, så er den her samling virkelig en undtagelse. Det samme gælder Kjell Askildsens Venskabets pris. Jeg hørte om hans noveller i et interview med Ida Jessen og lånte bogen med det samme. Det er korte noveller, der alle kredser om relationer, og de er bare vildt gode. Selvom novellerne er korte, er de ret kompakte, men lette i sproget, og så er der så meget mere mellem linjerne. De får mine varmeste anbefalinger.

Alle bøgerne findes på e-reolen som lyd- eller e-bog.

Ugens bog – min yndlingsbog

Svea virker lidt træt af at skulle agere posterhund. Men her er hun med Fuglene af Tarjei Vesaas.

Ugens bog er en af mine absolutte favoritter. Jeg elsker den bog. Intet mindre. Hvis man vil vide, hvordan det er at være en, udefra set, lidt tumpet og mindre begavet mand, så skal man læse den her bog. Den giver et hjerteskærende og stille portræt af en mand, der ikke kan så meget, men som reflekterer over det meste. Bogen er skrevet i det smukkeste sprog og man suges ind i tiden og manden. På nogle måder minder bogen mig om Mus og mænd af Steinbeck, som jeg læste næsten lige efter, denne er bare bedre.

Det eneste der irriterer mig, er, at jeg ikke helt ved, hvordan man udtaler forfatterens navn, så derfor har jeg googlet mig frem til den her udtale, så ved du også, hvordan det skal siges, når den skal bestilles på biblioteket.

Ugens bog er Sabrina

Jeg har læst en del tegneserier på det sidste, den øverste Sabrina gjorde et stort indtryk på mig.

Egentlig er jeg ikke den store tegneserielæser, men læser dem engang imellem, hvis jeg falder over en, jeg synes er flot. Jeg har fx læst flere tegneserier/grafic novels der handler om kendte, blandt andet Karen Blixen, Van Gogh, Munch, Frida Kahlo og Struensee. De har alle været gode og særligt gode, hvis jeg en gang imellem ikke har kunnet koncentrere mig om den bog, jeg var i gang med, så giver de et godt afbræk.

I starten af januar skrev en af mine venner til mig, at jeg burde læse Sabrina og Death Save, derfor lånte jeg dem med det samme og blev fanget af Sabrina, selv om jeg ikke bryder mig specielt meget om tegningerne. Historien starter med en forsvunden kvinde og tager os igennem forviklinger, spredning af fake news, tilsvining på nettet og et depressivt samfund, hvor man konstant bliver i tvivl om, hvad der er sandheden. Det er ikke særlig munter læsning.

Det er en teksttung tegneserie, hvor man skal koncentrere sig om indholdet, da der er flere lag i historien. Den er vildt spændende, og jeg var fanget fra start til slut og fik derfor også Julia, min ældste, til at læse den. Hun var også ret vild med den. Den anden Death Save sagde mig til gengæld ikke så meget, selv om jeg ret godt kunne lide tegningerne.

Sabrina er skrevet af Nick Drnaso og jeg tager gerne imod endnu flere anbefalinger i grafic novel-genren, hvis du har nogle.

Elton køber en sporvogn

En rigtig bog i sine rette omgivelser, brandalarm, Wendyblad, Weekendavisen og læsebrille og på vej ud over kanten.

Hvis det har undgået nogens opmærksomhed, så har en af januars største oplevelser været at læse Elton Johns selvbiografi. Det er fuldstændig forrygende læsning, Elton deler ud af sine mange excesser udi indkøb og stofindtag, manglende selvværd og et manisk arbejdsliv. Han er forrygende og i topform. Han udleverer den ene og den anden, men allermest sig selv.

Prøv at læs med her: “And I really don’t recommend going shopping in the depressing aftermath of af three-day cocaine binge, unless you want to wake up the next day confronted by bags and bags filled with absolute crap you don’t actually remember buying. Or in my case, you wake up the next morning to a phone call informing you that you’ve bought a tram. Not a model tram. An actual tram. A Melbourne W2 class drop-centre combination tram, that the voice at the end of the phone is now informing you have to be shipped fra Australia to Britain, where it can only be delivered to your house by hanging it from two Chincook helicopters.”

Jeg er fan af Elton, men mest af hans bog. Det er derfor ugens bog. Velkommen til et ukendt og morsomt univers, hvor du bliver inviteret helt indenfor.

Bonusinfo: Julia har lavet en liste på Spotify med de bedste Elton John-numre fra de første plader og helt frem til 1997, så gad hun vist ikke høre mere Elton John.

Miss Island

14-dagens lån er virkelig et hit. Her endnu et lån af Audur Ava Olafsdottir.

Ugens bog er den anden bog, jeg læste af Audur Ava Olafsdottir. Den blev læst i Rågeleje lynhurtigt, blandt andet fordi det er en kort bog, men også fordi jeg blev fanget ind af bogens stille dramatik. Tænk, hvis det er sandt, at det var så svært for kvinder at få lov at skrive i tressernes Island. Jeg ved godt, det er fiktion, men måske er der noget om det alligevel.

Og selv om jeg allerbedst kunne lide Stiklingen og Ar som nr. 2, så kan denne her bestemt også noget. Ugens bog er derfor Miss Island.

Lageret Huset Marie

Ugens bog i denne uge er denne her. Lageret Huset Marie af Jonas Eika Rasmussen. Det er hans debut fra 2015. Den er ugens bog, fordi jeg aldrig før har læst en bog, skrevet af en mand, der beskriver kvinder med omsorg og vildskab på den måde som Jonas Eika gør her. Det er en svær og omsorgsfuld kærlighed, det er liv i et forfaldent hus og dårlige jobs på et lager. Jeg kan relatere til det hele, selv om jeg er 46 og jeg er ret vild med det.

Bogkassen i carporten

Forrige sommer satte jeg en kasse op i vores carport her på Rådvadsvej 32. Kassen indeholder bøger, børne- og voksenbøger.

Jeg elsker gratis bøger og at bytte, låne og finde bøger. Jeg elsker at finde en bog, jeg længe har ønsket mig at læse, eller snuble over en bog, jeg ikke anede, jeg bare måtte læse, som da jeg fandt Sheryl Strayeds Wild lige inden jul. Derfor ville jeg også have en bogkasse, hvor andre kunne finde deres næste læseminde.

Jeg ser mig altid om efter bøger og havde længe tænkt på at sætte kassen om, men manglede ligesom en ordentlig kasse. Det gør jeg stadig. Jeg kunne godt tænke mig et skab med glaslåger, så bøgerne ikke sugede så meget fugt til sig, men er også for nærig til at købe et skab og hænge op, bare så jeg kan forære mine bøger væk. Derfor hænger der stadig denne her lidt sølle kasse i carporten.

Der er nye bøger i kassen. Bare tag.

Det mest fantastiske er, at bogkasserne har spredt sig her i NV. Der er således også en på Dortheavej og om sommeren er der også en længere oppe ad Rådvadsvej.

Man er altid velkommen til at tage en bog. Hvis man har lyst til at sætte en, gør man bare det, men det er ikke et krav for at tage en bog med hjem. Jeg bliver altid så glad, når jeg ser at bøgerne forsvinder, så bliver der bare plads til flere nye derude i kassen.

Rådvadsvej 32 set fra gaden. Kassen hænger i carporten for at beskytte bøgerne for regn.

Dolly, alle elsker Dolly

Ugens bog er ikke en bog, men en sangtekst. Det er endda en sangtekst, som de fleste kender. Det er teksten til Dolly Partons sang Jolene. Og det er det, fordi jeg de sidste 2 uger har været opslugt af en podcast, der hedder Dolly Parton’s America, og særligt afsnittet om Jolene fik mig til at grine, mens jeg cyklede der i decembermørket. Det er en nørdet podcast, der kommer vidt omkring Dolly, hendes sange, liv og ud i underlige afkroge, der næsten ikke handler om Dolly, og det er fantastisk. Jeg er vild med den dame, og hvem er ikke det? Faktisk er hun en af de få kunstnere, som ingen synes noget negativt om. Alle elsker simpelthen Dolly.

Den gamle IPhone 4, kan stadig afspille podcasts. Telefonen har jeg arvet fra min 71-årige mor, der er lidt længere fremme i skoene end mig, når det drejer sig om telefoner.

Teksten lyder sådan her, hvis du alligevel skulle have glemt det.

Jolene af Dolly Parton

Jolene, Jolene, Jolene, Jolene
I’m begging of you please don’t take my man
Jolene, Jolene, Jolene, Jolene
Please don’t take him just because you can

Your beauty is beyond compare
With flaming locks of auburn hair
With ivory skin and eyes of emerald green
Your smile is like a breath of spring
Your voice is soft like summer rain
And I cannot compete with you
Jolene

He talks about you in his sleep
And there’s nothing I can do to keep
From crying when he calls your name
Jolene

And I can easily understand
How you could easily take my man
But you don’t know what he means to me
JoleneJolene, Jolene, Jolene, Jolene
I’m begging of you please don’t take my man

Jolene, Jolene, Jolene, Jolene
Please don’t take him just because you can

You could have your choice of men
But I could never love again
He’s the only one for me
Jolene

I had to have this talk with you
My happiness depends on you
And whatever you decide to do
JoleneJolene, Jolene, Jolene, Jolene


I’m begging of you please don’t take my man
Jolene, Jolene, Jolene, Jolene
Please don’t take him even though you can
Jolene, Jolene

Resten af dagen i dag ved jeg godt, hvad jeg skal lytte til.

Isbjørnen

Ugens bog er Isbjørnen af Henrik Pontoppidan.

Jeg er ret vild med ham Pontoppidan og starter hvert år med at læse en novelle eller roman af netop ham. Når vi rammer 2020 vil jeg starte året med at læse Det forjættede land. 2019 startede jeg med at læse Isbjørnen og her er den i en fin udgave fra 1964, købt i Nykøbing Sjælland for den nette sum af 5 kroner. 2018 startede jeg med at læse Lykke-Per, før det havde jeg ikke den regel at starte året med Pontoppidan, men efter jeg læste Lykke-Per blev jeg grebet af Pontoppidan-feberen og må læse ham mindst en gang om året.

I år håber jeg der ligger en meget tyk bog under træet, nemlig den nyeste biograf om Henrik P. Den ønsker jeg mig nemlig.

Ellers ønsker jeg mig:

Jon Fosse: Septologien bind 1 og 2.

Signe Parkins: Grøde

Tarjei Vesaas: Isslottet

Haruki Murakami: Det glemte bibliotek