Frank n Furter, Fri os fra kærligheden og hæmorider i Indonesien

I går var det Suzanne Brøggers fødselsdag, hun fyldte 75. Et kæmpestort tillykke til en af mine absolutte yndlingsforfattere.  

Ung og uvidende på vej mod diarrens verden.

”Det lød som Frank N. Furter, da han tog gummihandsker på i Rocky Horror Picture Show, svup sagde det.”

Ja tak, det gjorde det måske, men det var ikke sjovt, faktisk slet ikke. Jeg var i Indonesien med mine to veninder Mette og Trine, og det var Mette, der lige havde sammenlignet mit lægebesøg med vores på det tidspunkt fælles yndlingsfilm.

Året var 1993, og vi var på vores Asientrip efter HF. Rygsækken var pakket med lakrids og toiletpapir, for man ved jo aldrig, hvad der venter i de fattige lande. Når man så lander i en af verdens største byer, Jakarta, føles det lidt lamt at slæbe på tre ruller lokumspapir.

Jeg husker, at jeg havde én bog med, det var Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden, og så havde jeg Blurs første kassettebånd i walkmanen. Det var fedt. Alt var godt, alt var stort, vi havde jetlag og boede fattigt, ingen overnatning skulle koste mere end 15 kroner.

Banana Split. Det var min yndlingsdessert indtil den aften i Yogyakarta, hvor vi spiste fint på en restaurant med dessert og det hele. Det smagte godt, vi var glade og undrede os ikke så meget over, at restauranten næsten var tom.

Her holder jeg mit første eksemplar af Fri os fra kærligheden. En bog der gør indtryk.

Om natten startede det. Jeg var den første, der kravlede ud under myggenettet og ud på pedallokummet, så kom Trine og til sidst Mette. Sådan fortsatte det i fast rotation hele natten og de næste fem dage. Indtil der ikke var mere at give af. Indtil vi ikke kunne gå. Indtil det havde været en forløsning at give efter og give op. Vores værter kom storgrinende med bananer, som var det sidste i verden, vi havde lyst til at indtage.

Hotelværelset var ét stort rum og ét stort rod, og der var kun vinduer højt oppe, så man ikke kunne se ud eller ind. Vi havde en dobbeltseng og en enkeltseng med myggenet over. Det var det. Det var her, vi lærte, at man ikke skal spise hjemmelavet is på restauranter i Asien. Det var her, vi slugte litervis af sukker/saltvand og troede, det var ude med os. Det var her, vi så hinanden uden filter.

Da vi var blevet raske, rejste vi videre, væk fra de vidende og skælmske blikke, videre til Bali. Det buddhistiske paradis. Det var også her, den indonesiske Frank N Furter gemte sig.

På Bali læste jeg i Suzannes bog og blev forelsket i hende og hendes univers. Det vid, det sprog, hendes evne til at skrive om det personlige og gøre det alment og løfte det op på et akademisk niveau. Det gav mig adgang til en verden, jeg ikke kendte til, men som alligevel vækkede genklang i mig. Jeg var solgt og har været det siden.

Selv om Mette blev skamskoldet på Bali virkede livet let, vi købte batik og spiste frugt, de lækreste mangoer. Vi så film på cafeerne i Ubud hver aften og vandrede hjem i mørket med flagermusene flaksende over os. Det hele var godt. Eller det var det indtil et toiletbesøg, der viste blod på toiletpapiret. Og ikke det blod, der kommer en gang imellem, men blod der ikke burde være der.
Trine ringede straks til sin mor og spurgte, hvad det kunne betyde. Vores rejse fandt sted dengang, det kun var rockere og håndværkere der havde mobiltelefoner, så vi skulle først finde et Call Center for at ringe. (Det foregik sådan, at man står et offentligt sted og taler i en slags telefonboks. Og det var i det hele taget lidt omstændigt.)

Trines mor mente, det kunne være noget farligt, jeg var blevet ramt af, og vi måtte derfor hurtigt få mig til lægen. Nu er Ubud ikke ligefrem en storby med mange lægehuse eller hospitaler. Den lille, lokale lægeklinik bød på høns overalt, inde som ude, lutter mænd i venteværelset og et tyndt forhæng i stedet for en dør ind til konsultationsrummet. Med visheden om min snarlige død lagde jeg mig på maven på briksen, og så var det gummihandskerne kom frem, og den indonesiske dr. Frank N. Furter inspicerede mit meget private sted på dette meget lidt private sted.

Lægen konstaterede det, min yogalærer Claus plejer at kalde FF, friends for life, hæmorider, som jeg må have fået efter diareen i Yogyarkarta. Lettet og alligevel rystet gik turen til apoteket, hvor jeg fik udleveret mit produkt. Jeg har aldrig, hverken før eller siden, oplevet personalet på et apotek fnise så meget og så højt, som da jeg spurgte, hvordan det skulle anvendes.  

Hvis man ikke kender til Suzanne Brøggers forfatterskab, men gerne vil i gang med at læse hende, så er Fri os fra kærligheden et virkelig godt sted at starte. Også selvom man hverken har diarré eller hæmorider.

Et udvalg af Brøggers bøger i min reol.

Lilis hus – Det lille hus på prærien

Hvad er det med familien Thygesen-Jensen og Det lille hus på prærien?

Da jeg var barn, så jeg Det lille hus på prærien i fjernsynet og elskede det. Det kom jeg i tanke om sidste år, da vi igen sad hele familien og gerne ville se et eller andet sammen og ikke kunne blive enige om en film. Jeg har tre piger på 10, 15 og snart 18, så det er ofte lidt svært at finde noget, vi alle gider se. Det ender derfor tit med at vi enten deler os op eller ser noget, som inkluderer den yngste, men som den ældste synes er lidt kedeligt. Forståeligt nok. I april sidste år lånte jeg derfor første sæson af Det lille hus på prærien på DVD og kom glad hjem med den. Først var der lidt modstand, Lili min mellemste nægtede at se den, fordi hun havde læst bøgerne og ikke havde lyst til at få sat billeder på figurerne fra bogen. Alle andre var friske, så det krævede lidt overtalelse, og at vi ændrede titlen til Lilis hus, så det på en måde blev til noget andet end en filmatisering af bøgerne. Det kan lyde lidt mærkeligt, men det virkede og vi gik i gang.

Jeg har tænkt meget over, hvad det er, vi elsker ved den serie og hvorfor vi bruger så meget af vores tid på at se den. Først og fremmest nyder vi at være i hinandens selskab og sammen frydes, grine og gyse over familiens udvikling, genvordigheder og glæder. Når Charles igen og igen bliver portrætteret som Mr. Perfect, og Lili udbryder, det er fordi det er hans serie, det er Charles der er hovedpersonen, så griner vi og synes det er lidt for meget, men også lidt skønt. Når Mrs. Oleson igen er urimelig overfor familien Ingalls er det uretfærdigheden og intrigen vi gyser over. Men først og fremmest er det portrættet af det sammenhold, der er hos familien Ingalls. De er der altid for hinanden, de ved, hvad der er rigtigt og forkert, hvis der er en af dem der fejler, så bliver de tilgivet. Forholdet mellem Charles og Laura er et forbilledligt forhold mellem en far og hans datter. Serien er utrolig nem at forholde sig til. Det gode vinder altid. I hvert fald næsten. Derudover er der kostumerne, tøjet de går i og skildringen af det lille samfund, drømmen om landet og det simple liv.

Mange af de samtaler vi har herhjemme ved middagsbordet omhandler Det lille hus på prærien. Lili har efterhånden googlet sig til en del viden om skuespillerne og serien og har derudover læst bøgerne om Rose, Lauras datter. Charles røg 80 cigaretter om dagen det meste af sit liv, han farvede også sit hår, da det var gråt i virkeligheden. Caroline følte det nærmest som om de var en rigtig familie og Marys øjne blev ved med at være blå på trods af sin blindhed. Hvis jeg engang imellem sukker over deres fine tøj, bliver det med det samme affejet af Lili, der ved fra bøgerne, at det var helt forfærdeligt at gå i det tøj. Korsetterne strammede, så der er ingen nostalgisk længsel efter at gå i den slags klæder hos hende.

I juni nåede vi til sæson 9, den sidste sæson i serien og vi har været i gang i over et år. Vi var ved at være det, hvor det er ok, at serien slutter. I hvert fald havde nogle af os har det sådan. Særligt fordi mange af afsnittene, som serie skrider frem begynder at blive fjollede og absolut intet har med bøgerne at gøre. Laura var gravid i hele sæson 8 og også i slutningen af sæson 7, tidsmæssigt var hun gravid lige så længe som en elefant. Det affødte en del undren og også irritation under visningen af den sæson. Derudover er der utrolig mange sidehistorier om højdramatiske emner som voldtægt og fortielse, og mere ulideligt anstrengende om familien Oleson og deres nye adoptivdatter Nancy. Men det værste er dog, da adoptivsønnen Albert bliver spået en stor fremtid som læge i afslutningen af en sæson for efterfølgende at dø af en sygdom i den efterfølgende film.

Nu er vi helt færdige med Det lille hus på prærien og efter 154 afsnit og 4 film er vi mætte, men mangler også en ny serie at sætte i stedet.

De tusind traner – en anbefaling

For ikke så længe siden, inden jeg blev sendt ud for at vise samfundssind og hjælpe i en børnehave med at smøre madder, spritte af og tørre numser, der skrev jeg en anbefaling af Yasunari Kawabatas bog De tusind traner. Bogen hørte jeg om, da jeg for 100 år siden, så en film om oversætter Mette Holm. Hun anbefalede Kawabata og derfor lånte jeg straks bogen på biblioteket. Åh the joy, den gang man havde adgang til et sådant. Da jeg så skulle skrive anbefalingen, blev jeg jo nødt til at købe bogen, det gjorde jeg så. 10 kroner kostede den.

Nu er anbefalingen kommet i Villabyerne og jeg bringer den også her:

Yasunari Kawabata er en japansk forfatter. Han levede fra 1899-1972 og modtog Nobelprisen i litteratur i 1968. På dansk foreligger De tusind traner og Kyoto eller de unge elskende i den gamle kejserstad.  Kawabata blev forældreløs som 3-årig og begyndte tidligt at skrive og arbejdede også som journalist, han brød igennem i Japan med novellen Den lille danserinde fra Izu fra 1926.

Bogen, De tusind traner, er en kærlighedsroman, men ikke som vi kender det fra den vestlige litteratur. Den er nemlig ikke særlig erotisk eller kropslig, den er snarere koket. I romanen følger vi en ung mand og hans søgen efter kærlighed, hans kurtisering af en ung kvinde. Kurtiseringen finder ofte sted i forbindelse med te-ceremonier.

Te-ceremonierne fylder en del i bogen. Vi får et grundigt indblik i, hvordan de foregår mens de danner en smuk ramme om historien om de tos kærlighedsaffære. Bogen kredser om den skam og de forventninger som både kvinder og mænd, men særligt kvinder, er underlagt i det Japanske samfund. Bogen er skrevet i et minimalistisk sprog og giver et smukt og anderledes indtryk af kærlighed, og hvad man kan skamme sig over. De mange beskrivelser af te-ceremonier giver et indblik i japansk kultur, opførsel, skam og kurtisering. Det er smukt og betagende.

På mange måder var romanen et kulturchok at læse for en vesterlænding som mig, kvinderne i bogen er underlagt strenge regler for, hvordan man skal opføre sig. Der er utrolig meget skam forbundet med at træde uden for de gængse normer. Et eksempel i romanen, er, da den kvindelige hovedperson har valgt at bruge en kop til sin te-ceremoni, som ikke er lige så fin, som de andre hun har. Det er nærmest utilgiveligt, at hun har valgt at bruge den og bestemt meget skamfuldt. Derudover sker der ting, jeg ikke vil røbe her, da de er bærende for romanens handling.

De tusind traner er en bog man bliver fascineret af, jeg kan varmt anbefale den.

Bonus:

Tranen er Japans nationalfugl og et symbol på lykke og et langt liv. Legenden fortæller, at den der folder tusind traner, får et ønske opfyldt, ofte et om et langt liv eller sundhed.  

Et billede af forfatteren som ung.

Noveller, noveller, noveller

Noveller er de korte historier, man lige kan snuppe en af inden sovetid eller som et afbræk, mens man læser en længere roman. Novellen er for mig et frikvarter og en måde at dykke ned i et univers i kortere tid. Og selv om jeg bedst kan lide romaner, så er der også noveller, der bare er for vilde og vildt gode. Jeg har samlet nogle af dem, jeg bedst kan lide her.

Hvis man er til de humoristisk, underspillede kan Dorthe Nors’ noveller noget, hun har en underfundighed i sproget og en måde at beskrive almindeligheder på, så det bliver sjovt og interessant. Gunhild Øyehaugs Knuder kan lidt det samme, men novellerne er mere symbolladede og groteske. Willy Sørensen er lidt i samme kategori, selvom han også bare er sig selv. Hvem husker ikke Blot en drengestreg? Og hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, så start med den. Den er fantastisk.

En novellesamling, der virkelig overraskede mig positivt, er Jonas Eikas prisbelønnede novellesamling Efter solen. Bare læs den, den har udsyn og er et must. Jeg købte den efter, jeg havde læst den, bare fordi jeg måtte eje den.

Henrik Pontoppidans spiddende samfundskritiske noveller fra Fra hytterne er smukke i sproget og har bid, de vil kritisere et ulige samfund og gør det ret så sarkastisk, det er så skønt at læse tekster, der vil ændre verden. Hosekræmmeren af Steens Steensen Blicher er måske vores første krimi, den er i hvert fald ret vild og er den også uhyggelig?

Hvis man er til de lidt mere mystiske og overnaturlige noveller, så er Samantha Schweblin: Fugle i munden et godt bud. Novellerne er fulde af gys, desperation og humor. Særligt novellen At dræbe en hund gyser man over. En anden novellesamling med barske og lidt overnaturlighed er Mariana Enriquez’ samling Ting vi mistede i ilden. Novellen Fri fra skole var den første novelle, jeg læste fra samlingen og den er på mange måder mystisk, men samtidig realistisk ubehagelig.

Realistiske noveller om livet på vrangen, barske og fantastiske, her er jeg særligt vild med Naja Marie Aidts Bavian og Raymond Carvers En alvorlig samtale og andre noveller. Jeg var vild med alle novellerne i Raymond Carvers bog, men særligt novellerne Er du læge og Er det rigtige kilometer er gode. Så selv om jeg plejer at sige, at jeg ikke er så vild med noveller, så er den her samling virkelig en undtagelse. Det samme gælder Kjell Askildsens Venskabets pris. Jeg hørte om hans noveller i et interview med Ida Jessen og lånte bogen med det samme. Det er korte noveller, der alle kredser om relationer, og de er bare vildt gode. Selvom novellerne er korte, er de ret kompakte, men lette i sproget, og så er der så meget mere mellem linjerne. De får mine varmeste anbefalinger.

Alle bøgerne findes på e-reolen som lyd- eller e-bog.

Ugens bog – min yndlingsbog

Svea virker lidt træt af at skulle agere posterhund. Men her er hun med Fuglene af Tarjei Vesaas.

Ugens bog er en af mine absolutte favoritter. Jeg elsker den bog. Intet mindre. Hvis man vil vide, hvordan det er at være en, udefra set, lidt tumpet og mindre begavet mand, så skal man læse den her bog. Den giver et hjerteskærende og stille portræt af en mand, der ikke kan så meget, men som reflekterer over det meste. Bogen er skrevet i det smukkeste sprog og man suges ind i tiden og manden. På nogle måder minder bogen mig om Mus og mænd af Steinbeck, som jeg læste næsten lige efter, denne er bare bedre.

Det eneste der irriterer mig, er, at jeg ikke helt ved, hvordan man udtaler forfatterens navn, så derfor har jeg googlet mig frem til den her udtale, så ved du også, hvordan det skal siges, når den skal bestilles på biblioteket.

Ugens bog er Sabrina

Jeg har læst en del tegneserier på det sidste, den øverste Sabrina gjorde et stort indtryk på mig.

Egentlig er jeg ikke den store tegneserielæser, men læser dem engang imellem, hvis jeg falder over en, jeg synes er flot. Jeg har fx læst flere tegneserier/grafic novels der handler om kendte, blandt andet Karen Blixen, Van Gogh, Munch, Frida Kahlo og Struensee. De har alle været gode og særligt gode, hvis jeg en gang imellem ikke har kunnet koncentrere mig om den bog, jeg var i gang med, så giver de et godt afbræk.

I starten af januar skrev en af mine venner til mig, at jeg burde læse Sabrina og Death Save, derfor lånte jeg dem med det samme og blev fanget af Sabrina, selv om jeg ikke bryder mig specielt meget om tegningerne. Historien starter med en forsvunden kvinde og tager os igennem forviklinger, spredning af fake news, tilsvining på nettet og et depressivt samfund, hvor man konstant bliver i tvivl om, hvad der er sandheden. Det er ikke særlig munter læsning.

Det er en teksttung tegneserie, hvor man skal koncentrere sig om indholdet, da der er flere lag i historien. Den er vildt spændende, og jeg var fanget fra start til slut og fik derfor også Julia, min ældste, til at læse den. Hun var også ret vild med den. Den anden Death Save sagde mig til gengæld ikke så meget, selv om jeg ret godt kunne lide tegningerne.

Sabrina er skrevet af Nick Drnaso og jeg tager gerne imod endnu flere anbefalinger i grafic novel-genren, hvis du har nogle.

Elton køber en sporvogn

En rigtig bog i sine rette omgivelser, brandalarm, Wendyblad, Weekendavisen og læsebrille og på vej ud over kanten.

Hvis det har undgået nogens opmærksomhed, så har en af januars største oplevelser været at læse Elton Johns selvbiografi. Det er fuldstændig forrygende læsning, Elton deler ud af sine mange excesser udi indkøb og stofindtag, manglende selvværd og et manisk arbejdsliv. Han er forrygende og i topform. Han udleverer den ene og den anden, men allermest sig selv.

Prøv at læs med her: “And I really don’t recommend going shopping in the depressing aftermath of af three-day cocaine binge, unless you want to wake up the next day confronted by bags and bags filled with absolute crap you don’t actually remember buying. Or in my case, you wake up the next morning to a phone call informing you that you’ve bought a tram. Not a model tram. An actual tram. A Melbourne W2 class drop-centre combination tram, that the voice at the end of the phone is now informing you have to be shipped fra Australia to Britain, where it can only be delivered to your house by hanging it from two Chincook helicopters.”

Jeg er fan af Elton, men mest af hans bog. Det er derfor ugens bog. Velkommen til et ukendt og morsomt univers, hvor du bliver inviteret helt indenfor.

Bonusinfo: Julia har lavet en liste på Spotify med de bedste Elton John-numre fra de første plader og helt frem til 1997, så gad hun vist ikke høre mere Elton John.

Musik på bog- Ledøje, London, København .

Musik. Det er længe siden, jeg har været med på det nyeste nye, når det gælder musik. Min musiksmag er fanget i fortiden, og derfor lytter jeg stadig til Blur, Nick Cave, P.J. Harvey, Tori Amos og The Smiths. Hvis jeg hører nyt, er det på grund af mine musikkyndige venner, der sender mig videoer og tips, eller min store teenagedatter der konstant lytter til et eller andet på Spotify, og så har jeg endelig fattet Billie Eilish. Hvis hun havde været fremme, da jeg var teenager, havde jeg ELSKET hende. På en måde er jeg også ret vild med hende nu.

Da jeg var teenager, læste jeg alt om Boy George og hans misbrug og var rædselsslagen. Jeg dyrkede Madonna og købte brugte Bravo‘er, så jeg kunne samle en helfigursplakat af hende og hænge op. Jeg kyssede Prince godnat og faktisk også Simon Le Bon. Jeg havde nogle vildt flotte plakater med dem dengang. Jeg kan huske, at jeg gik forbi Fona på gågaden i Ballerup og så en stor pap-Prince-figur i vinduet. Det tog mig et par minutter at samle modet, men så stod jeg også med en papfigur under armen, og kunne tage selfies eller selvportrætter, som vi kaldte det dengang, sammen med Prince og mine venner Annemette og Erik.

En smuk bog om et af min teenagetids allerstørste idoler, Prince. The Beautiful one.

Jeg har læst bunker af musikblade og fotobøger om mine idoler, men jeg har egentlig aldrig dyrket biografien. Jeg har læst Just Kids af Patti Smith, men den læste jeg mest på grund af Robert Mapplethorpe, som jeg var vild med den gang, han udstillede på Louisiana, og det er en vidunderlig bog. Efter den har jeg læst alle Patti Smiths bøger, hun har en særlig poesi i sproget, som giver dem en litterær kvalitet, som jeg sætter pris på.

Just Kids oven på uglepude og hæklet tæppe, meget Patti Smith.

Men nu, nu er jeg endelig gået i gang med min første rigtige musik-selvbiografi, og den er skrevet af Elton John, bør man skrive Sir før? Jeg ved det ikke, men nu er jeg i gang, den er hylende morsom, og jeg er ikke engang fan af manden. Pludselig lå den bare der på biblioteket og skulle egentlig videre til en låner, men igen, jeg kunne ikke holde fingrene fra den, og snuppede den med hjem og gik i gang, lagde den fra mig et kort sekund, da jeg skulle lave mad, og da jeg kom tilbage, sad Julia og læste i den. Der er åbenbart andre i huset med en svaghed for store solbriller og pop. Hun foreslog, at vi kunne læse bogen samtidig, men da jeg også var i gang med Jonas Eikas debutroman og en novellesamling af Dorthe Nors, og hader at dele bøger med andre, gav jeg hende bogen. Så havde jeg også en testlæser, der kunne fortælle mig om den var noget værd. Og det siger hun, at den er. Lige nu lytter hun i hvert fald til ALLE Eltons udgivelser på Spotify, og jeg har bogen for mig selv igen.

Indtil videre er det en ret sjov bog, Elton John har en velsignet evne til at se verden gennem et selvironisk filter, han er tilpas lidt selvhøjtidelig og utrolig selvudleverende og så har han sans for detaljer. Jeg sidder ofte og griner, mens jeg læser, det er utrolig godt og fængende skrevet. Jeg er godt halvvejs og glæder mig til at høre om resten af Sir Eltons liv.

Julia har tegnet Elton John, og jeg har fået lov til at lægge billedet op.

Imens jeg læser om Elton har Jakob læst hele to selvbiografier, den ene af Morrissey, som jeg gav ham i julegave og den anden af Beastie Boys, som jeg gav ham i fødselsdagsgave, og særligt den første har jeg hørt meget om. Morrissey lyder som, man måske kan regne ud, som et lidt besværligt bekendtskab, men også fascinerende. Jeg har elsket The Smith og Mozz siden engang i slut 80’erne, altså musikken, Morrissey er vist blevet lidt skør på det sidste. Jeg nåede aldrig at se The Smiths eller Morrissey live, til gengæld har jeg skreget The Queen is Dead ud over Kilburns tage.

Beastie Boys på bog. Men hvorfor har de sat det klistermærke der?

Med hensyn til Beastie Boys er mit første minde om dem, dengang jeg som 13-årig stod på tæer i Fona for at nå det nyeste kassettebånd Licensed til Ill. Efter det var jeg solgt og har danset ufattelig meget til Fight for your right to party på ungdomsskolen. Kassettebåndet har jeg stadig.

Åh! Den her bog, det er mest billeder, men hvor er det skønt.

Og så er der Blur. I går fortalte jeg Julia om dengang, jeg så Blur i Den Går Hal på Christiania sammen med Maj-brit, Erik og Jakob. Blur fylder mig med længsel efter ungdom og London, de minder mig om en tid, hvor jeg gik i Fred Perry polo’er, korte nederdele og var Brit pop. Og så fylder de for tiden igen, fordi jeg har genlyttet til P6 Beat elsker Damon Albarn. Men til den koncert for længe siden, sagde vi (Maj-brit og jeg) nej tak til at komme back stage og møde Blur. Nej tak, ja, det sagde vi, fordi Erik og Jakob var gået ud og stod og ventede på os udenfor. Jeg kunne godt se på Julia, at det nok var verdens dummeste svar, men måske forstod vi heller ikke helt dengang, at det var det, vi var blevet tilbudt. I går kiggede jeg så i Blurbogen, og så, at der var billeder af Blur backstage til en koncert i Shepards Bush Empire 1995, hvor jeg så dem første gang. Jamen altså, hvorfor har jeg altid været så fornuftig.

Boobmonstret på forsiden. Julia var vildt bange for den bog, da hun var lille.

Chicks on Speed, de er nok mere Jakobs ting end min, men jeg elsker det her nummer.

De råber, og det kan jeg i den gang relatere til. Bogen her, var Julia bange for, da hun var lille. Den er også vild og eksperimenterende og sjov og skør og det fedeste var, at der fulgte en kjole med i et stykke stof, som de havde designet. Jeg gik lidt i kjolen, men ikke meget, den var ret uformelig og så var Jakob ret øm over den.

Der findes en million bøger om musik, det her er var bare nogle få. Den næste jeg skal læse er den om Prince, jeg håber den kan leve op til mine forventninger.

Miss Island

14-dagens lån er virkelig et hit. Her endnu et lån af Audur Ava Olafsdottir.

Ugens bog er den anden bog, jeg læste af Audur Ava Olafsdottir. Den blev læst i Rågeleje lynhurtigt, blandt andet fordi det er en kort bog, men også fordi jeg blev fanget ind af bogens stille dramatik. Tænk, hvis det er sandt, at det var så svært for kvinder at få lov at skrive i tressernes Island. Jeg ved godt, det er fiktion, men måske er der noget om det alligevel.

Og selv om jeg allerbedst kunne lide Stiklingen og Ar som nr. 2, så kan denne her bestemt også noget. Ugens bog er derfor Miss Island.

Lageret Huset Marie

Ugens bog i denne uge er denne her. Lageret Huset Marie af Jonas Eika Rasmussen. Det er hans debut fra 2015. Den er ugens bog, fordi jeg aldrig før har læst en bog, skrevet af en mand, der beskriver kvinder med omsorg og vildskab på den måde som Jonas Eika gør her. Det er en svær og omsorgsfuld kærlighed, det er liv i et forfaldent hus og dårlige jobs på et lager. Jeg kan relatere til det hele, selv om jeg er 46 og jeg er ret vild med det.

Bogkassen i carporten

Forrige sommer satte jeg en kasse op i vores carport her på Rådvadsvej 32. Kassen indeholder bøger, børne- og voksenbøger.

Jeg elsker gratis bøger og at bytte, låne og finde bøger. Jeg elsker at finde en bog, jeg længe har ønsket mig at læse, eller snuble over en bog, jeg ikke anede, jeg bare måtte læse, som da jeg fandt Sheryl Strayeds Wild lige inden jul. Derfor ville jeg også have en bogkasse, hvor andre kunne finde deres næste læseminde.

Jeg ser mig altid om efter bøger og havde længe tænkt på at sætte kassen om, men manglede ligesom en ordentlig kasse. Det gør jeg stadig. Jeg kunne godt tænke mig et skab med glaslåger, så bøgerne ikke sugede så meget fugt til sig, men er også for nærig til at købe et skab og hænge op, bare så jeg kan forære mine bøger væk. Derfor hænger der stadig denne her lidt sølle kasse i carporten.

Der er nye bøger i kassen. Bare tag.

Det mest fantastiske er, at bogkasserne har spredt sig her i NV. Der er således også en på Dortheavej og om sommeren er der også en længere oppe ad Rådvadsvej.

Man er altid velkommen til at tage en bog. Hvis man har lyst til at sætte en, gør man bare det, men det er ikke et krav for at tage en bog med hjem. Jeg bliver altid så glad, når jeg ser at bøgerne forsvinder, så bliver der bare plads til flere nye derude i kassen.

Rådvadsvej 32 set fra gaden. Kassen hænger i carporten for at beskytte bøgerne for regn.